Udbuddet af nye kvalitetstegneserier i 2003 var så overvældende, at man let kunne have frygtet, at der blot var tale om et enkeltstående sammenfald af usædvanlige udgivelser, snarere end en generel tendens. Enhver sådan tvivl blev imidlertid gjort til skamme i løbet af 2004, hvor den høje standard ikke blot blev opretholdt, men øget. Meget tyder på, at tegneserien er ved at bevæge sig ind i en ny boomperiode, først og fremmest hvad angår kvalitet, men også udbredelse og anerkendelse, om end visse bekymrende tendenser også så småt begyndt at vise sig enkelte steder. Rackhams redaktion forsøger her – med den risiko for den anakronisme det medfører først at præsentere det nu, i december 2005 – kort at gøre status over udviklingen og præsentere et samlet vue over sidste års bedste udgivelser.

Der er to store historier, der præger det internationale tegneserielandskab i Vesten i disse år. Det ene er mangaens stadige fremmarch og den tilbageerobring af de helt unge læsere, dette betyder for mediet, efter den såkaldt "tabte generation" i 80erne og/eller 90erne (afhængig af hvor man kikker) vendte tegneserierne ryggen. Den anden er voksentegneseriens indtog i boghandlerne og – vigtigere – det læsende publikums bevidsthed.

For mangaen var 2004 endnu et år med stor vækst på begge sider af Atlanten og intet tyder på, at denne udvikling er tæt på at have toppet. Særligt udgivelsen af japanske serier henvendt til unge piger – shôjo – og de tilsvarende koreanske manwha, er i øjeblikket ved at finde sig et stort, receptivt publikum, mediet i Vesten praktisk talt har ignoreret i årtier. Nye spillere som DC Comics’ CMX Manga og en længere række franske forlag, deriblandt det kvalitetsbevidste Asuka, meldte sig i løbet af 2004 på mangamarkedet med ambitiøse udgivelseslinier.

Hvad angår den vestlige voksentegneseries fremmarch, var den en af årets helt store historier i den amerikanske forlagsverden, hvor den samlede vækst i salget af såkaldte 'graphic novels' voksede med 25 % (inkl. manga, men alligevel…). At tegneserien for alvor begyndte at brændte igennem i medierne skyldtes ikke mindst den overvældende presse udgivelsen af art spiegelmans længe ventede 9/11-kritik og selvransagelse In the Shadow of No Towers, trods meget blandet kritik, modtog, samt den iranske serieskaber Marjane Satrapis og hendes selvbiografiske serie Persepolis' sejrsgang på kontinentet.

Persepolis viste sig i 2004 – sammen med Chris Wares crossover-hit Jimmy Corrigan, der i begyndelsen af 2005 rundede de 200.000 solgte eksemplarer – at være det store lokomotiv for graphic novels i de amerikanske boghandlere. Begge er udgivet af mainstreamforlaget Pantheon Books, en underdivision af Random House, der i dag fører an i voksentegneseriens indtræden på bogmarkedet. De to serier har vist sig at være de isbrydere, mediet har savnet siden art spiegelmans Maus i slutningen af 80erne gjorde sit, med den afgørende forskel, at der i modsætning til dengang nu er en frodig underskov af andre fremragende tegneserier, læseren der har fået blod på tanden kan kaste sig over. Også selvom vi desværre måtte vinke farvel til et af de seneste års mest nytænkende alternativforlag, Highwater Books (se Rackhams nyhed 18/11/04) – progressive tegneserier er, trods alle de gode tegn, stadig et økonomisk risikabelt foretagende.

På Europas mere heterogene tegneseriemarked var 2004 en lidt blandet fornøjelse. Mens store dele af kontinentet, deriblandt Skandinavien, kun så småt er ved at fornemme de nye og friske, kulørte vinde, oplever branchen i de fransktalende lande, hvor udviklingen som altid foregår med hvad der forekommer som lysårs forspring, i disse år en bekymrende magtkoncentration hos enkelte, store mediegiganter. 2004s store historie var den store franske mediekoncern Média-Participations køb af det gamle, hæderkronede belgiske forlag Dupuis og den følgende forøgelse af deres markedsandel til 37 %. Dette betyder reelt, at langt størstedelen af det franske marked i dag deles mellem tre-fire store forlag og disses respektive underafdelinger. Udover Média-Participations drejer det sig om Rizzoli-Flammarion, Glénat og Soleil (for mere, se Rackhams nyhed 05/01/05).

Selvom den større koncentration er blevet ledsaget af et stærkt ekspanderende tegneseriemarked, betragter mange observatører udviklingen med stigende nervøsitet. Resultatet kan meget vel blive overproduktion af ensartede serier til kvælende virkning for mediet som alsidig og vital udtryksform, ikke mindst fordi de mindre forlag, der det seneste halvandet årti har revitaliseret tegneserien, som direkte resultat er trængte.

Dette accentueres af, at de alternative forlag, der med L'Association i spidsen i 90erne igangsatte den nye, nu voldsomt populære bølge af voksentegneserier, efterhånden er nået til et punkt, hvor deres innovationer er blevet indarbejdet i mainstreamen og det er begyndt at knibe med yderligere nytænkning. Og i mens har de store forlag rask væk approprieret selvsamme voksenserier og startet stort anlagte, specielle udgivelseslinier tilegnet dem.

Blandt disse mindre, progressive forlag var årets mest markante tiltag stiftelsen af sammenslutningen Les Litératures pirates (se Rackhams nyheder 12/09 & 21/10/04), der samler en række af idealistiske forlag om udgivelsen af kvalitetsserier og -bøger, såvel som gratisbladet Grénade. Flere af disse har også indgået fælles distribution i form af Le Comptoir des indépendants, for hvem det fortsatte lokomotiv Satrapis Persepolis (L’Association) i 2004 fik sig et par storsælgende ledsagere i form af selvsammes familiefortælling Poulet aux prunes og Guy Delisles rejseskildring fra Nordkorea Pyongyang (L’Association, 2003).

2004 var således på flere områder et vækstår for mediet, ikke mindst når det gjaldt alsidighed og udbredelse, og udviklingen er fortsat i 2005. Det står klart, at den ændrede situation, tegneseriens genindtræden i mainstreamen medfører, opstiller nye udfordringer for de forlag der er tættest på vækstlaget, og det skal blive spændende at se hvorledes det spænder af. Rackham følger naturligvis udviklingen med vores hyppigt opdaterede nyhedssektion som første angrebslinie.

Under alle omstændigheder var 2004 et imponerende år for tegneserien som kunstnerisk udtryksform. For at starte med veteranerne, blev det året hvor Dave Sims monumentale livsværk Cerebus nåede sin afslutning efter godt 30 års arbejde, samtidig med at Jacques Tardi afrundede, hvad der må beskrives som et af hovedværkerne i et af mediets flotteste oeuvrer, Le Cri du peuple. Dertil kom, at det gamle argentinske makkerpar Muñoz og Sampayo efter nogle års pause meldte deres tilbagekomst i fin form med det litterære mysterium Le Livre, Doonesburys Gary Trudeau fandt fornyet magtkritisk styrke i sin skildring af patrioten BDs lemlæstelse i Irak, og Gary Panter signerede sit til dato mest komplekse og ambitiøse arbejde, Jimbo in Purgatory.

Blandt de etablerede navne lagde flere betydelige værker til deres allerede imponerende produktion. Det drejer sig om serier som Dan Clowes’ Eightball #23, David Bs Babel #1, Emmanuel Guiberts Le Photographe bd. 2, Seths Clyde Fans Book One, Julie Doucets Journal, Marc-Antoine Mathieus femte bind i serien om Julius-Corentin Acquefacques, La 2,333ème dimension, Tony Millionaires Uncle Gabby, Grant Morrisons og Gary Erskines The Filth og Anke Feuchtenbergers Hero + Leander. Andre som Jaime Hernandez (Locas), Roger Langdridge (Fred the Clown) og Dennis Eichorn (Real Stuff) fik samlet deres hovedværker i vægtige opsamlingsbind. Og så måtte vi vinke et betinget farvel til en af det sidste årtis mest produktive serieskabere, Lewis Trondheim, der annoncerede at han ville trække sig tilbage fra tegneriet og som afsked gav os et af sine smukkeste og mest rørende værker, La Vie comme elle vient, det sidste album i hans signaturserie om Lapinot. En afsked, der fik sin amerikanske pendant i Jeff Smiths afslutning af sit store fantasyepos Bone efter over et årtis arbejde.

En række yngre serieskabere markerede sig også stærkt – Yvan Alagbé og Olivier Bramanti med den imponerende kolonialismemeditation Qui a connu le feu, Anders Nilsen med den fatalistisk-poetiske Dogs and Water, samt Kevin Huizenga med den tankevækkende og underspillede mesterstreg "Jeepers Jacobs" og Ron Regé, Jr. med den isnende dokumentar i cartoony fåreklæder She Sometimes Switched to Fluent English and Occasionally Used a Few Words of Hebrew i hver deres af de to forrygende antologier Kramers Ergot #5 og McSweeney's #13.

Det skortede heller ikke på bemærkelsesværdige nye genoptryksprojekter. Af disse var The New Yorkers imponerende omnibusudgave af samtlige tegninger trykt i bladet siden dets stiftelse i 1925 og Fantagraphics' søsættelse af deres stort anlagte udgivelse af Charles M. Schulz' komplette Peanuts de absolut mest bemærkelsesværdige. Men også den længe ventede engelske udgave af argentinske Quinos klassiske stribe Mafalda, samt samlingen af restaurerede historier fra den særegne Bernie Krigstein, Krigstein Comics Vol. 1, og den fine genudgivelse af uruguayanske Alberto Breccias Lovecraft var væsentlige bidrag til bevarelsen af mediets internationale kulturarv. Og så blev det også til en række gedigne mangaklassikere. Udover nye bind i den fortløbende engelske udgave af Hideshi Hinos historier, Hino Horror, og Osamu Tezukas Buddha, fik vi engelske udgaver af to af sidstnævntes fornemste tegneserier overhovedet, Phoenix: Karma og Phoenix: Resurrection. Dertil kom et par vaskeægte watakushi-hovedværker – Yoshiharu Tsuges L’Homme sans talent og Kazuichis Hanawas Doing Time – og to bøger, Travaux publiques og Combats, der introducerede det særprægede talent Yuichi Yokoyama på det franske marked.

Det er selvsagt umådelig vanskeligt i et så frodigt tegneserielandskab at udvælge et begrænset antal serier og kalde dem ’de bedste’, men vi har alligevel forsøgt. Her er de:

ÅRETS TEGNESERIE

GARY PANTER: JIMBO IN PURGATORY (Fantagraphics) Med Jimbo in Purgatory har Panter ikke alene signeret sit foreløbige hovedværk, men en særpræget tegneserie uden noget der ligner fortilfælde. Panter skaber her en forening af den punkæstetik, der siden dag ét har været hans adelsmærke og den kosmologiske struktur, Dante har konstrueret sin Guddommelige komedie efter. Resultatet er en på én gang hengiven og uerbødig kritisk-humoristisk læsning af midterdelen - Purgatorio - af den store middelalderdigters hovedværk, der sampler fra over et halvt årtusinds vestlig litteratur, såvel som de sidste tre-fire årtiers popkultur, og konsekvent blander profane og guddommelige kort. En kompleks og på mange måder uperfekt kakafonisk læsning af klassikerne sat i kradse, men strengt regimenterede billeder, der fordrer såvel lineær som springende læsning. En svært tilgængelig men berusende syntese af tekst og billede begået af en mester i sin karrieres topform. - MW   Læs Rackhams anmeldelse her Læs Rackhams interview med Panter her

10 UOMGÆNGELIGE TEGNESERIEUDGIVELSER 2004

	DAN CLOWES: EIGHTBALL #23 - THE DEATH RAY (Fantagraphics) Daniel Clowes’ Eightball #22 (netop genudgivet som Ice Haven) fra 2001 slog en gang for alle fast, at Clowes ikke længere (blot) er nichekunstner og alt.comics-posterboy, men efterhånden også mestrer den særlige fiktionskunst at levere almenmenneskeligt relevante indsigter. Clowes havde inden da både arbejdet med hverdagsrealisme samt mere absurde og symbolsk-allegoriske fiktionsstykker, og Ice Haven vævede på sublim vis en række af disse genrer og stilarter sammen i en sirlig konstruktion bestående af diverse personlige synsvinkler på livet i byen fra titlen. Tre år efter dette mesterværk udkom Eightball #23: The Death Ray. På overfladen en lidt tynd, skitseagtig mellemlanding for tegneren – her kort før slutdestinationen Hollywood og en lovende karriere i Tinseltown– i realiteten en uforsonlig tur ind i det mørklagte, indre rum skildret med en beslutsomhed og kunstnerisk konsekvens, der må betegnes som både foruroligende og respektaftvingende. Historien om Andy og hans superhelte-alter ego The Death Ray er et modent værk, men med en lurende, rødøjet tvivl på de store svar; en fremragende skildring af et ungt menneske på afveje, der på en gang formår at ironisere over vores moderne, delvist massemedierede tilværelse samt levere et sært troværdigt portræt af et individ, som på flere måder bevæger sig på kanten af samfundets virkelighed. Clowes’ undersøger i begge værker, hvor besværligt det kan være at skille fiktionen fra virkeligheden og vores verdensopfattelse fra verden – alvoren er manifest i begge værker, i Ice Haven er tonen dog ofte næsten skælmsk, hvor The Death Ray snarere nærmer sig det grusomme. - AG   Læs Rackhams anmeldelse her
	JAIME HERNANDEZ: LOCAS - THE MAGGIE AND HOPEY STORIES (Fantagraphics) Locas – The Maggie and Hopey Stories gør for Jaime Hernandez, hvad Palomar gjorde for brormand Gilbert: samler det bedste fra tyve års tegneserieproduktion i én bog. Locas præsenterer os for et enormt persongalleri, men Hernandez forfølger især en håndfuld kvindelige punks, der kæmper med deres egen rod- og rastløshed i Los Angeles-forstaden Hoppers. Centralt blandt disse står den snotforvirrede Maggie og den fanden-i-voldske Hopey. De besidder hver især noget af det, den anden mangler, og netop derfor finder de to veninder, og lejlighedsvise kærester, gang på gang tilbage til hinanden på trods af omverdenens – og ikke mindst deres egne – ihærdige forsøg på at splitte dem ad. I en tid hvor selv det mest ligegyldige skrabsammen bliver lanceret under betegnelsen graphic novel, er Jaime Hernandez’ murstensroman en påmindelse om, hvad formen virkelig kan og skal bruges til. Locas – The Maggie and Hopey Stories er indholdsmæssigt vedkommende og formmæssigt en fuldstændig overlegen bedrift. Man lærer at læse mellem linjerne og langsomt afdække karakterer, der er så troværdige og så skarpt tegnet, at det er umuligt ikke at kære sig om dem: man fortvivles over deres fejltrin, deltager i deres frustrationer og forviklinger, og lever begejstret med i såvel den daglige trummerum som de helt store eventyr. - HS Læs Rackhams anmeldelse her
	QUINO: MAFALDA AND FRIENDS 1 & 2 (Ediciones de la flor) Langt om længe søsættes latinamerikas måske populæreste tegneserie nogensinde, argentinske Quinos Mafalda, i engelsk oversættelse. Noget af en begivenhed, og ikke blot fordi generationer af spansktalende er vokset op med den ligefremme og altid autoritetsskeptiske lille tøs Mafalda og hendes farverige galleri af venner, men fordi der er tale om tegneseriekunst af højeste karat. Mafalda (1964-73) er liflig og underholdende magtkritik og samtidig engageret og engagerende social satire. Den finder sted i en typisk latinamerikansk storby og kommenterer løbende såvel sin samtid, som tilværelsens mere tidsløse spørgsmål. Dens centrale clou er den overvejende benigne iscenesættelse af genkendelige magtrelationer og deres implikationer i en traditionel middelklassefamilies skød og - sideløbende - blandt en gruppe skoleunger i byens gader. Mafalda er en stædig påstand om frihed i en verden, der ikke vil vide af den. - MW Læs Rackhams anmeldelse af hele serien her
	CHARLES M. SCHULZ: THE COMPLETE PEANUTS bd. 1 & 2 (Fantagraphics) Skønt det ellers forlød at Charles M. Schulz modsatte sig et komplet, kronologisk genoptryk af samtlige 17.897 Peanuts-striber kom den pludselig alligevel: The Complete Peanuts bd. 1 og 2 er de første af i alt 25 bind om de charmerende og – ikke så sjældent – stakkels radiser. De første 2 bind dækker perioden 1950-54, og er ikke blot bemærkelsesværdige, fordi læseren får et stort indblik i den verdensberømte tegneseries formative år, men tillige en tiltrængt mulighed for at stifte bekendtskab med en mængde striber, som ikke er genoptrykte siden deres oprindelige avispublicering. Komikken er stor, lommefilosofien præcis, den let triste neddæmpethed inciterende, og hvor er det bare synd for good ol’ Charlie Brown, allerede i 1950. Skønt de tidlige år næppe kan henregnes som deciderede mesterlige, er niveauet højt og striberne forbløffende friske. Designet og tilrettelægningen er plusser, der cementerer udgivelsen som aldeles uomgængelig. - TT   Læs Rackhams anmeldelse af hele serien her
	DAVE SIM: CEREBUS: THE LAST DAY (Aardvark-Vanaheim) Med sidste bind i sit 25 år og 6000 sider lange projekt, Cerebus, beviser den kontroversielle canadiske tegneserieskaber Dave Sim, at han stadig både udfordrer og mestrer tegneserieformen som få andre. Ganske vist skal man igennem en rent ud sagt ulidelig prolog, hvor Sims forvrøvlede forsøg på at knæsætte tanken om intelligent design når nye højder, men herefter trakteres man så også med et af de morsomste, minderigeste og mest vedkommende kapitler i den lange saga. Som titlen angiver, følger vi den aldrende diktator på hans sidste dag, isoleret som han er i de magtens korridorer, han har brugt hele sit liv på at tilkæmpe sig. Cerebus er på sit dødsleje virkelig ”alone, unloved and unmourned”, som det blev spået tidligt i serien. Om de så er intenderede eller ej, bliver parallellerne til forfatterens eget liv til at tage og føle på: The Last Day er et selvbestaltet epitafium over en mand, der har set sin egen uforsonlighed og kompromisløshed i øjnene, og som nu slår dens ulykkelige konsekvenser fast på papiret med syvtommersøm. - HS   Læs Rackhams anmeldelse af hele serien her

	JEFF SMITH: BONE ONE VOLUME EDITION (Cartoon Books) I 2004 blev Jeff Smiths Bone-opus endelig færdiggjort med hæfte nr. 55, men Smiths eget forlag, Cartoon Books, nåede samme år også at udsende en One Volume Edition, indeholdende sagaens samtlige 1332 sider. Værket, en krydsning mellem Ringenes Herre og Walt Kellys Pogo, krydret med lidt Carl Barks og Charles Schulz, påbegyndtes for over et årti siden, og har med sin store succes blandt både publikum og kritikere været en triumf for forestillingen om self-publishing i USA, skønt en ny, storstilet udgave i farver er henlagt til det store forlag Scholastic. Genistregen i Bone er Jeff Smiths fabelagtige evne til yderst veloplagt at fortælle et relativt konventionelt stykke fantasy, samtidig med at han – især i fortællingens første halvdel – med stor humor og intelligens får anlagt forskellige betragtninger om kapitalisme, magt, løgn, kærlighed og mange andre grundlæggende eksistentielle forhold. Vel at mærke berettet ved hjælp af et komplet overlegent fortælleteknisk maskineri, rundet af den nordamerikanske tegneseries ypperste håndværksmæssige traditioner. - TT   Læs Rackhams lille Bonecyklopædi her
	JACQUES TARDI: LE CRI DU PEUPLE bd.4 (Casterman) Sidste bind i Tardis tegneserieadaption af Jean Vautrins roman om Pariserkommunen er lige som det foregående helliget udpenslingen af gadekampene, de voldsomme opgør, den megen død og ødelæggelse, der blotlægges i effektivt kvalmende tableauer. Vi er med på barrikaderne og trues af bajonetter, i røg og damp, mellem murbrokkerne og den stadige ophobning af lig i gaderne. Værket excellerer hen imod slutningen i galdrende undergangsstemninger. Det sker til dels på bekostning af det karaktermæssige fokus, men mon ikke der er en pointe i, at Tardi lader fortællingens oprindelige ledefigur, Tarpagnan, forsvinde i krigens kaos? Som læser kommer man uvægerligt til at føle sig fortabt, men man indser efterhånden, at vilkårene i Le Cri du peuple (da. Folkets røst) er nogle helt andre end dem, man er vant til. Her er ingen nemme løsninger, og de klassiske plot-mæssige forløsninger kan man kikke i vejviseren efter. Sandheden har trange kår på slagmarken, og det samme har kærligheden: fortællingen bygger såvel en mordgåde som en romance op, men begge eksekveres aldeles uforløst i sidste bind. Der er ingen oprejsning, ingen udfrielse, ingen kærlighed, som overvinder alt. Ingen af karaktererne går tilfredse herfra. Det gør til gengæld læseren, der i Le Cri du peuple finder et historisk og menneskeligt drama af de helt sjældne. - HS Læs Rackhams anmeldelse her
	OSAMU TEZUKA: PHOENIX: KARMA (Viz) Med udgivelsen af Karma får vi på engelsk den japanske tegneseriegud Osamu Tezukas højest besungne mesterværk og hjørnestenen i hans aldrig fuldendte livsværk Hi-no tori (eng. Phoenix). Karma er en dybt medrivende udforskning af menneskelig stolthed og kreativitet, der går direkte i kødet på en række af buddhismens centrale paradokser. Resultatet er en dybt humanistisk, men også pessimistisk udforsking af det enkelte, uperfekte menneskes liv og valgte livsbane i et umælende, men meningsfyldt kosmos, hvor individet negeres i det Ene Liv. - MW   Læs Rackhams anmeldelse af hele serien her
	YOSHIHARU TSUGE: L'HOMME SANS TALENT (Ego comme X) Langt om længe er undergrundsmangaens førstemand Yoshiharu Tsuges værker så småt ved at finde deres vej til vestlig oversættelse, og med denne franske udgave af Munô no Hito, L'Homme sans talent introduceres vi til et af hans absolutte hovedværker. Historien om 'Manden uden egenskaber' er en selvbiografisk afledt fortælling om en mands håbløse forsøg på på én og samme tid at finde mening med sin tilværelse og forsørge den familie han dybest set ved han negligerer. Et gribende og nådeløst registrerende portræt af depressionen som sindstilstand og som sådan en ganske enestående bedrift indenfor mediet. - MW   Læs Rackhams Tsuge-præsentation her
	McSWEENEY'S QUARTERLY CONCERN #13 (McSweeney's) 13. ombæring af David Eggers litterære prestigemagasin McSweeney’s Quarterly Concern er helliget tegneserien. Med gæsteredaktør Chris Ware i spidsen er magasinet – hvis udformning skifter fra nummer til nummer – forvandlet til et overflødighedshorn af tegneserier og essays om tegneserier begået af et bredt udsnit af cremen af nordamerikanske tegneserieskabere og andre notabiliteter. Kvalitetsniveauet er forudsigeligt højt, udstyret forudsigeligt overlegent, diversiteten forudsigelig bred og resultatet forudsigeligt overbevisende. Chris Ware har fuldstændig stilsikkert strikket en antologi sammen, som sikkert nemt ville kunne stå sig som et majestætisk monument over en af de mest frugtbare perioder i den amerikanske tegneseriehistorie. Desværre kommer netop det forudsigelige round-up af usual suspects – Jim Woodring, Joe Sacco, Robert Crumb, Charles Burns, Seth, Hernandez-brødrene og så videre – også til at stække friskheden i projektet. Det er svært at sætte en finger på noget af indholdet, men lugten af old hat vil ikke helt slippe. Imidlertid står og falder en sådan udgivelse med kvalitetsniveauet, som altså her er ganske uangribeligt. Ron Regé Jr., Robert Crumb, Joe Matt og ikke mindst Chris Ware selv leverer alle tegneserier i luksusklassen, og det er naturligvis det, der gør McSweeney’s Quarterly Concern nr. 13 til en uomgængelig udgivelse. - TT   Læs Rackhams anmeldelse her

TEGNESERIEÅRET 2004 I DANMARK

De rivende udvikling i udlandet lader i det store hele stadig vente på sig i Danmark, men 2004 bød rent faktisk på flere markante begivenheder og tiltag, der lover godt for fremtiden, selvom det kneb med de virkelig markante tegneserieudgivelser.

Den store nyhed for de udøvende serieskabere var, at 2004 var året for de to første støtteuddelinger fra det nye litteraturudvalg under Kunststyrelsen. Disse talte deres klare sprog: der er kommet nye boller på suppen, om end det selv her i efteråret 2005 stadig er svært at sige hvilke boller. Fakta er imidlertid, at den samlede støtte er faldet markant i forhold til de beløb, der blev uddelt af Litteraturrådets tegneseriepulje under den tidligere ordning. Diskussionerne i miljøet har peget på det uhensigtsmæssige i, at den nye pulje kun uddeler til skabere, der allerede har et par udgivne værker i porteføljen og dermed negligerer vækstlaget, samt den tvivlsomme kompetence i forhold til tegneserier udvalgets tre litteraturfolk må formodes at have.

En anden stor nyhed var afskedigelsen af Carlsens direktør, Jesper Holm, samt redaktøren for deres børnebogklub, Helle Nielsen, og disses derpå følgende opstart af eget forlag, Mangismo (se Rackhams nyhed 15/11/04). De udsendte for nylig deres første udgivelse, bind et af manwhaen I.N.V.U. (se Rackhams nyhed 09/08/05), og er således den eneste troværdige konkurrent til Carlsen på det hastigt voksende mangamarked, da den ellers traditionelle konkurrent Egmonts mangalinie allerede i 2004 virkede underligt uambitiøs og kun én ny serie, Mesterdetektiven Conan, blev lanceret. Der foreligger ingen offentligt tilgængelige tal for salget af mangaudgivelser i Danmark – både Egmont og Carlsen holder disse meget hemmelige – men det var tydeligt, at især Carlsens lancering af shôjoen Tokyo Mew-Mew faldt på rette tid og sted.

Den store begivenhed var naturligvis tegneseriefestivalen Komiks.dk, der med mærkbar succes og fint fremmøde af såvel gæster som professionelle blev afholdt i efteråret. Stort set alt hvad der kunne krybe og gå fra det danske tegneseriemiljø var samlet til denne, den første egentlige tegneseriefestival i Danmark i over et årti og stemningen var i top. Man kan indvende, at den entusiastiske arrangørgruppe måske ikke helt havde overvejet præcis, hvad de ville med festivalen og bl.a. havde sovet gevaldigt på mangaen, som uomtvisteligt er det væsentligste nye fænomen i tegneserieverdenen herhjemme de seneste år. De synes heller ikke at have haft den store forståelse for hvad der sker indenfor den vestlige tegneserie, hvad enten man snakker om traditionel mainstream eller de nye voksenserier, og præsenterede således en række udenlandske gæster, der bestemt kunne have været mere attraktiv. Men fuck det – det var et blændende initiativ, arrangørgruppens store arbejde fortjener al mulig ros og Bones Jeff Smith energiske tilstedeværelse sikrede som en undtagelse festivalen den fingeren-på-pulsen-legitimitet, der ellers ville have været sørgeligt fraværende. Vi ser frem til fremtidige festivaler!

Samtidig gik det på imponerende vis kraftigt frem for de nystartede Free Comics og G Floy Studio. Førstnævnte rundede de 20.000 månedlige eksemplarer, mens sidstnævnte udsendte en længere række markante danske udgivelser af amerikansk mainstreammateriale. Bevares, indholdet i Free Comics lod kvalitetsmæssigt stadig en del tilbage at ønske, og tilrettelæggelsen og ikke mindst oversættelsen af G Floys udgivelser var i flere tilfælde under al kritik, men begge foretagenders succes er stadig meget positive tegn.

I andre sammenhænge rørte græsrødderne også på sig – bogklubben Dansk undergrund startede op og begyndte at udsende diverse anarko-slamserier (se Rackhams nyhed 25/11/04), mens en utålmodig fan, Lars Rasmussen, startede et hjemmeforlag – Donovan Comics – med det formål at fortsætte forskellige serier, der tidligere er blevet droppet af de større kolleger. Første udgivelse blev Marshal Blueberry nr. 3: Blodig Grænse (se Rackhams nyheder 01/10 & 27/11/04). Samtidig udsendte Thierry Capezzone på egen hånd andet bind af sin serie om H.C. Andersen Jr., der – ligesom det var tilfældet med første bind – gik hen og blev en anseelig succes.

Hvad angår udgivelser af udenlandsk materiale var det så klart Tardis år. Fahrenheit udsendte hans lille misantropiske perle Soldat Varlot, mens Carlsen fortsatte den eksemplariske udgivelse af det her allerede omtalte storværk Le Cri du peuple – Folkets røst – på dansk. Dertil kom Fahrenheits anden markante udgivelse, Alan Moore og Kevin O’Neills Det hemmelige selskab – Klodekrigen.

Det blev også til en række markante, om end aldrig rigtig overraskende nye danske tegneserieudgivelser. På mange måder var det Peter Snejbjergs år. Ikke nok med at to nye serier fra hans hånd, The Light Brigade, skrevet af Peter Tommaso, og Detective No. 27, forfattet af Michael Uslan, udkom i USA og blev ledsaget af opsamlingen af hans og James Robinsons nok væsentligste Starman-historie, "Grand Guignol", nej, de to førstnævnte blev også udgivet på dansk, samtidig med hans udenlandske gennembrudsværk, Lords of Misrule, langt om længe kom i dansk oversættelse som De underjordiske.

Blandt de friskere nye serier var Lars Hornemans Frida 2: Modvind, der på vanlig vis serverede grove platheder på letbenet, men original og underholdende vis, og Niels Søndergård og Jens Theglers veloplagte men noget bagatelagtige tidsrejsehistorie Krononautens påske. Og så signerede to af vore store navne, Peter Madsen og Teddy Kristiansen, et par ambitiøse albums, hhv. Historien om en mor og den amerikansk udgivne It’s a Bird… (forfattet af Steven T. Seagle), der begge havde været flere år undervejs og viste sig som solide kondensater af de tos individuelle kunstneriske temperamenter.

På avisstribefronten var en af de mest bemærkelsesværdige begivenheder, at Strid vendte tilbage til Politiken og genstartede sin stribe der på veloplagt vis, men – skulle det vise sig, da han i foråret 2005 sprang fra midt i det hele – med meget lidt gas i ballonen. En anden var, at Nikoline Werdelin stoppede arbejdet på Homo Metropolis på ubestemt tid og således efterlod os med Egoland som den eneste stribe af betydning i Danmark. Hvor er de nye, friske danske avisstriber? Og hvad har dagbladene tænkt sig at gøre for at finde dem? WulffMorgenthaler alene er langt fra tilfredsstillende!

Sidst, men ikke mindst, var 2004 året, hvor vi måtte tage endelig afsked med Jørgen Mogensen og Sonja Rindom. Mogensen fulgte i sensommeren Poeten og Lillemor til tegneseriens Elysium, mens Andeoversætternes førstedame Rindom gjorde ham selskab i efteråret. Vi tilegner hermed denne fejring af det bedste tegneserien har at byde på i disse år dem.

ÅRETS DANSKE TEGNESERIE

NIKOLINE WERDELIN: HOMO METROPOLIS 8 - UDVALGTE HISTORIER (Rosinante) Med sine godt ti år på bagen er Nikoline Werdelins Homo Metropolis stadig nationens måske bedste bud på en dagsaktuel, samtidskommenterende stribe. Læseren møder et bredt udsnit af den danske befolkning i øjenhøjde, hvad enten det nu – som her – er pensionisten Henning eller journalisten Heidi, og Werdelin brillerer fortsat i sin balancegang mellem det troværdige og det satiriske hvad angår persontegning. Nikoline Werdelin udforsker gerne krisesituationerne i sine karakterers liv, og mens disse ikke sjældent er sat på spidsen, er de samtidig nedfældet i så jordnær en sammenhæng, at alle kan nikke genkendende og tage noget med derfra. Det er i mødet mellem afviklingen af det højspændt dramatiske og registreringen af det dybt banale, at Homo Metropolis henter sin uforlignelige styrke. - HS   Læs Rackhams anmeldelse her

ÅRETS DANSKE UDGIVELSE AF EN UDENLANDSK TEGNESERIE

JACQUES TARDI: FOLKETS RØST bd. 1 & 2 (Carlsen) Med udgivelsen af de to første bind i Tardi og Vautrins imponerende kvartet om Pariserkommunen fik forlaget Carlsen endelig pisket op i det dødvande, som danske læsere af tegneserier for voksne har måttet vansmægte i gennem alt for mange år. Og Folkets røst (fr. Le Cri du peuple) turde kunne tilfredsstille de fleste. Den stort anlagte fortælling om kommunens etablering, kortlivede styre og endelige fald rummer lidt af det hele: romantiske forviklinger, politiske intriger og personligt nag kommer os i møde under de taktfaste slag af historiens vingesus. Folkets røst er en voldsomt flot eksekveret tegneserie, der på kryds og tværs bygger spændinger op i en fortælling, der på én gang har en forjættende fremdrift og en alvorsfuld tyngde. Og så er det godt at se, at Carlsen har svunget sig op til nøje at følge den originale franske udgivelsespolitik: alle fire bind er udsendt i tværformat, i hardcover og i kassette. Mindre kunne heller ikke gøre det. I såvel ambitionsniveau som effektuering overgår Folkets røst det meste, og kunne sagtens komme til at stå som Tardis endegyldige hovedværk. - HS   Læs Rackhams anmeldelse her

LIDT OM VORES UDVÆLGELSESKRITERIER

Centralt for udvælgelsen af værkerne på listen har været deres kunstneriske kvalitet, men også en vurdering af deres betydning for mediet som sådan er indgået. For at være kvalificeret til listen, skulle udgivelserne naturligt nok være udkommet i 2004. Når det gælder 'Årets tegneserie' og 'Årets danske tegneserie' skulle der være tale om serier der i originaludgaven udkom i 2004, mens de andre kategorier også medtager opsamlinger/genoptryk. I vurderingen om genoptryk skulle med, valgte vi at fokusere på genoptryk, der introducerede noget nyt i 2004 og fravalgte genoptryksprojekter der blev startet tidligere og blot fortsatte i 2004.

	[marts-oktober 2005]

læs også:
Smagsdommerlisten 2003
Tema: Tidens serier

Tema: Manga

Tema: Danske serier




tilbage til Artikelbasen