| Alt tyder på at 2003 var
det jordskredsår for tegneserien, der måtte komme. 90erne
har, som vi i Rackham ikke har forsømt at påpege
det, været et afgørende årti for mediets udvikling
i den vestlige verden - en udvikling der som sin centrale tendens
har tegneseriens omkalfatring fra populærkulturelt massemedie
til et i stigende grad finkulturelt ditto,
både hvad angår udtrykket dets generelle kulturelle
status. Der er i løbet af de sidste ti års tid blevet
produceret flere kunsterisk interessante tegneserier end man har
set i mange, mange år, og mediet nyder på den baggrund
en alsidighed, der er uden sidestykke i dets historie. Samtidig
synes denne udvikling at have ført til en i hvert fald delvis
revitalisering af tegneseriens masseorienterede mainstream, der
i dag i stigende grad præges af en nyfunden friskhed og originalitet
i udtrykket, der skylder nybruddet indenfor avant-gardeserierne
meget, i kraft af såvel ideer som udveksling af kreative kræfter.
Dertil skal naturligvis lægges den store indflydelse den japanske
populærkultur, og dens tegneserier og animation - manga &
anime - er ved at vinde, ikke blot på tegneseriemediets vestlige
inkarnation, men på populærkulturen som sådan.
Da tegneserien som kunsterisk udtryk er vort primære
anliggende her på Rackham, nøjes vi med at gøre
status over denne, og henviser interesserede i disse andre aspekter
af mediet og den rivende udvikling der pt. er dem til del til vores
nyhedssektion
og specielle mangasektion.
2003 synes at have været året, hvor det en gang for
alle blev klart, at tegneserien har tilkæmpet sig en stærk
og uomgængelig position som kunsterisk medie. Med imponerende
frekvens er værker af stor dybde, originalitet og vitalitet
blevet sat i verden i det forgangne år. Veteraner som Jacques
Tardi, Enki Bilal, Lorenzo Mattotti og Spain Rodriguez har alle
øget deres allerede klassiske produktion med væsentlige
arbejder (hhv. Le Cri du peuple bd. 3, 32
decembre, El Rumor de la escaracha og Nightmare
Alley), mens centrale skikkelser indenfor den nye tegneserie
som Joe Sacco (The Fixer) og Chris Ware (The
Acme Novelty Datebook) udgav nye, vigtige værker,
og vi fra Japan for alvor blev introduceret til Jiro
Taniguchi. Og som om det
ikke skulle være nok, færdiggjorde David B. (L'Ascension
du haut mal) og Chester Brown (Louis
Riel) deres foreløbige hovedværker.
Derudover konsoliderede relativt nytilkomne skikkelser som Guy
Delisle (Pyongyang), Craig Thompson (Blankets)
og Marjane Satrapi (Persepolis
bd. 4) sig som betydelige
serieskabere - de to sidste endog med stor kritisk bevågenhed
og kommerciel succes - mens et væld af unge, relativt uprøvede
serieskabere leverede værker, der ikke blot lover godt for
fremtiden, men udvider de allerede opblødede grænser
ikke blot for hvad mediet kan, men for hvad det gør.
Dertil kommer en længere række væsentlige påbegyndte
eller fortsættende genudgivelser/oversættelser, ikke
blot af gamle serier (A. B. Frosts serier, George Herrimans Krazy
Kat, Will Eisners The Spirit, Keiji Nazakawas Barefoot
Gen, Osamu Tezukas Astro Boy, Phoenix og Buddha,
Koike og Kojimas Lone
Wolf & Cub, mv.), men af nyklassikere af folk
som Gilbert Hernandez (Palomar), Gary Larson (The Complete
Far Side) og Jim Woodring (The Frank
Book).
At udvælge årets bedste
serier er således en vanskelig opgave og vil uvægerligt
føre til urimelige fravalg af serier, der også kunne
have været medtaget. Vi har ikke desto mindre forsøgt
at finde frem til såvel det, vi opfatter som Årets
tegneserie, som 10 andre udgivelser, vi betragter som uomgængelige.
So, without further ado:
ÅRETS
TEGNESERIE
|
|
CHESTER BROWN: LOUIS RIEL (Drawn & Quarterly)
Med sin historisk researchede genfortælling/fortolkning
af den québec'ske mestizopstand i anden halvdel af
1800-tallet og dens kontroversielle leder, Louis Riels liv,
leverer Brown en tegneserie af sjælden rækkevidde.
I
sin tilbagevenden til mediets historiske ophavstid iscenesættes
tegneseriens
ærkemoderne udtryk i en problematiserende kortlægning
af modernitetens natur. Browns fragmenterede sideopbygning
og rendyrkede streg danner rammerne om en udforskning
af såvel vor normalitetsopfattelse,
som vores forståelse af sandhed og løgn og,
ikke mindst, troens tvivl.
-
MW
Læs
Rackhams anmeldelse her
Læs
Rackhams interview med Brown her
|
10
UOMGÆNGELIGE TEGNESERIEUDGIVELSER 2003
|
|
DAVID B.: L'ASCENSION DU HAUT MAL bd. 6 (l'Association)
Underspillet, næsten tyst, og
med en kærlig, udstrakt hånd til sin martrede
familie, bringer franske David B. sit selvbiografiske mesterværk
om sin opvækst med en stærkt epileptisk bror
til sin naturlige afslutning.
Sjette
bind skildrer den unge Davids liv efter han forlader sin
familie for at søge et selvstændigt liv i Paris.
Den direkte kontakt til broren, Jean-Christophe, er således
kun sporadisk, omend hans lidelses knusende prægning
af fortælleren er en konstant tilstedeværelse.
Distancen bevirker en markant nedæmpning af det drama,
der gjorde 5. bind så frygtindgydende, men giver til
gengæld plads til en refleksion og en art emotionel
katarsis, der udmøntes i nogle af seriens smukkeste
øjeblikke.
I
samspillet med sit fabulerende, ubevidst funderede symbolske
billedsprog og sin ligefremme, neutralt skildrende tekst
binder David B. med dette neddæmpede album en eftertænksom
og stærkt følelsesladet sløjfe på
den fortryllende skildring af hans identitetsdannelse, l'Ascension
du haut mal først og sidst er.
-
MW
Læs
Rackhams anmeldelse af hele serien her
|
|
|
MAT BRINKMAN: TERATOID HEIGHTS (Highwater Books)
Efter
at have produceret et hav af mini-comics (dvs. små,
fotokopierede tegneserier i begrænsede oplag) er Mat
Brinkman endelig klar med sin første officielle udgivelse,
Teratoid Heights.
Der
er tale om en samling af små pantomime-forløb,
hvor ansigtsløse figurers sære gøren
og laden skildres ligeså inciterende som uudgrundeligt.
Brinkman
tilhører den eksklusive gruppe af tegneserieskabere,
for hvem tegneseriegerningen blot er en af flere formelle
taktikker i en større kunstnerisk sammenhæng
- Teratoid Heights er dermed ikke overraskende en
af de tegneserier, der ikke minder om særligt mange
andre tegneserier, hvilket indlysende tilfører læseoplevelsen
friskhed og vitalitet.
Brinkman
udforsker ganske basalt rum og relationer i et univers med
sine helt egne naturlove. Teratoid Heights er sine
steder brutal og uhyggelig, men hele tiden betagende, overraskende
og dybt poetisk.
-
TT
Læs
Rackhams anmeldelse her
|
|

|
GILBERT HERNANDEZ: PALOMAR - THE HEARTBREAK SOUP STORIES
(Fantagraphics)
Med
hæfteserien Love & Rockets blev brødrene
Hernandez i løbet af 80erne at regne blandt de helt
store fornyere af den amerikanske tegneserie. Mens Jaime
tog pulsen på post-punk miljøet i storbyen,
lod Gilbert Hernandez sine fortællinger udspille sig
i den fiktive latinamerikanske flække Palomar. De
sidstnævnte er nu endelig blevet samlet i én
bog, som man bør læse og skatte som det samlede
500 siders epos, det i virkeligheden altid har været
tænkt som.
Palomar er i bogstaveligste
forstand svedig læsning i kraft af sine eksotiske
himmelstrøg, det flammende temperament og den dampende
erotik. Men den er også kontemplerende på en
tilbagelænet siesta-agtig måde. Der spilles
på læserens hele følelsesregister. Humor
og alvor afløser hinanden fuldstændig gnidningsløst,
når historierne da ikke ligefrem svinger sig op til
at være både morsomme og tænderskærende
sørgmodige på én og samme tid.
Der skæres ind til
benet af det universelle i det lokale. Det handler om menneskers
tab af uskyld, de bristede drømme og forhåbninger
som alle bærer på, og hvordan fortiden altid
er parat til at stikke en kæp i hjulet, når
man tror, at banen er fri. Gilbert Hernandez fortæller
på én gang flimrende kalejdoskopisk som Marquez,
inciterende antikronologisk som Faulkner og hjertevarmende
medmenneskeligt som Steinbeck.
-
HS
Læs
Rackhams anmeldelse her
|
|

|
JOE SACCO: THE FIXER (Drawn & Quarterly)
Med The Fixer befæster
Joe Sacco sin position som tegneseriemediets førende
dokumentarist. Skønt konkurrencen i denne genre absolut
er til at overse, står Saccos tegneseriereportager
fuldt ud mål med de øvrige udvalgte i årets
Rackham-kåring.
I
The Fixer vender Sacco atter tilbage til eks-Jugoslavien,
nærmere bestemt Sarajevo, for at skildre en af de
lyssky fixers - de mænd, som hovedparten af
tilrejsende krigskorrespondenter ofte benytter sig af, men
sjældent beretter om: dem, der skaffer adgang til
fronten, til eftersøgte krigsforbrydere, ofre, massegrave
og så videre.
Først
og fremmest er The Fixer et portræt af den
sammensatte fixer Neven, der på en gang fremstår
truende upålidelig og uudgrundelig sympatisk. I Saccos
hænder transcenderer portrættet af Neven det
snævert biografiske, og bliver til en barsk og dog
legende let refleksion over journalistikkens - og sandhedens!
- væsen og vilkår i den fragmenterede efterkrigstid.
-
TT
Læs
Rackhams anmeldelse her
|
|

|
MARJANE SATRAPI: PERSEPOLIS bd. 4 (l'Association)
Med
fjerde bind af Persepolis afslutter den iransk-fødte
tegner Marjane Satrapi sin poetiske og politiske selvbiografi,
der parallelt med at være en rørende og barsk
historie om dét at vokse op, også er et stykke
højaktuel Mellemøsten-lekture.
Persepolis 4 er tegnet i sort og hvid, men udgør
en alt andet end sort/hvid skildring af oplevelsen af at
være fanget mellem to kulturer. Efter fire års
eksiltilværelse i Europa vender Marjane som 18-årig
tilbage til det islamistiske Iran for at begynde på
kunstakademiet. Tidens officielle idol er "martyren",
højlydt latter er en arrestationsgrund, og akademiets
croquis-modeller er iført chador i teltstørrelse.
Satrapis karakteristiske og næsten halvfjerdseragtigt
naivistiske tegninger er meget udtryksfulde, og formår
netop i kraft af deres lidt kejtede enkelhed at fange både
det tragiske og det komisk-absurde.
-
JPM
Læs
Rackhams anmeldelse af hele serien her
|
|
|
OSAMU TEZUKA: BUDDHA bd. 1-2 (Vertical)
Skønt Osamu Tezuka er kendt
som den moderne japanske tegneseries grundlægger,
er det først i løbet af de senere år,
at hans tegneserier har fundet vej til engelsk og fransk
oversættelse. Buddha er et af mesterens hovedværker,
skrevet og tegnet igennem 1970erne.
Værket, der i alt spænder over små 3000
sider, tager udgangspunkt i den navnkundige prins Siddharthas
liv og levned, men først og fremmest i et større
persongalleri af Tezukas helt egne figurer - dermed understreges
gendigtningens uforudsigelige og uhøjtidelige natur,
skønt aldrig på bekostning af en indlevet,
forstående og lydefri formidling af buddhismens væsen.
Stilen
er præget af kontrasten mellem nuttede og enkle figurer
på naturalistiske og detaljerede baggrunde. Den danske
læser vil undervejs støde på fremmedartet,
kulturspecifik gag-humor, men Tezukas berømmede overlegne
sans for at fortælle en medrivende historie med drama,
kærlighed, skæg og ballade transcenderer tilsyneladende
alle kulturelle barrierer.
-
TT
Læs
Rackhams anmeldelse her
|
|
|
CHRIS WARE: THE ACME NOVELTY DATEBOOK (Drawn & Quarterly/Oog
& Blick)
The Acme Novelty Datebook er
titlen på et 208-siders selektivt udvalg af tegninger,
ideer og tekster fra Chris Wares skitsebøger i perioden
1986-1995. Der er ikke tale om en decideret tegneserie -
men tegneserieskitser er der dog en del af. Ikke mindst
giver bogen et indblik i Wares indledende arbejde med hans
prisvindende Jimmy Corrigan, the Smartest Kid on Earth
(2001), herhjemme bedst kendt som tegneserien i den kortlivede
avis Dagen.
Datebook'en er en anderledes læseoplevelse.
Den er ikke beregnet til at læse fra ende til anden
(men det er muligt), kronologi spiller ikke en vigtig rolle,
man kan tage den frem og lægge den tilbage, man kan
anskue dens nytteværdi på mange forskellige
måder - uanset hvordan man tager den i brug, vedbliver
den at være fascinerende og generøs, forstyrrende
og udfordrende.
Produktionsteknisk
er bogen blandt de allerflotteste tegneserierelaterede publikationer
i nyere tid - The Acme Novelty Datebook er (endnu)
en bedrift fra en af tidens absolut førende tegneseriekunstnere
-
TT
Læs
Rackhams anmeldelse her
|
|

|
JIM WOODRING: THE FRANK BOOK (Fantagraphics)
En af mediets mest foruroligende og
uudgrundeligt smukke serier, Jim Woodrings visionært
funderede historier om cartoondyret Franks oplevelser
i en fortryllende og skræmmende verden, er nu endelig
blevet opsamlet i een, lettilgængelig bog.
Fortællingerne
om Frank demonstrerer det grænseoverskridende potentiale
tegneseriens ikonisk forenklede billedsprog fra starten
har rummet, og kun sjældent har oplevet realiseret.
Underbevidsthedens mangetydighed lydefrit gestaltet med
tegneserieagtig tydelighed.
-
MW
Læs
Rackhams anmeldelse her
|
|

|
DRAWN & QUARTERLY SHOWCASE vol. 1 (Drawn & Quarterly)
Denne nystartede, årlige antologi
rummer to længere serier af hhv. amerikanske Kevin
Huizenga og canadiske Nicolas Robel. Hvor sidstnævntes
serie er relativt forudsigelig og i sidste ende lidt hul,
markerer Huizenga sig med sine tre, sammenflettede "Glen
Ganges"-forstadseventyr som en af den nye amerikanske
generations mest lysende talenter.
På
både humoristisk og eftertænksom vis præsenteres
vi for lette, men prægnante allegorier på det
moderne, vestlige samfund og på en række af
livets centrale vilkår, forankret i et lillebysamfund
af den slags, der dominerer det moderne, amerikanske landkort.
Moderne, amerikansk allgori af fineste karat.
-
MW
Læs
Rackhams anmeldelse her
|
|

|
KRAMERS ERGOT #4 (Avodah Books)
Denne
enorme antologi - der består af allehånde skæve
og smarte, forudsigelige og originale, beskedne og prætentiøse
udtryk, og ofte det hele samtidig - synes mere end noget
andet at være repræsentativ for den nye nordamerikanske
generation af serieskabere, og fortjener alene af den grund
en placering blandt årest uomgængelige udgivelser.
Dertil
kommer imidlertid en række bidrag af bemærkelsesværdig
originalitet, skønhed og friskhed, begået af
folk som Jeffrey Brown, Sammy Harkham, Anders Nilsen, Souther
Salazar, m. fl. Bidrag, der i sig selv gør opsamlingen
anskaffelsen værd, og mere end retfærdiggør
dens eksistens, til trods for en række svage indslag.
Et
kulørt overflødighedshorn.
-
MW
Læs
Rackhams anmeldelse her
|
TEGNESERIEÅRET
2003 I DANMARK
Mens tegneserien både som kunst og kulturfænomen oplever
en rivende udvikling i udlandet, synes tegneseriescenen i Danmark
at stå i stampe. Selv i Norge, hvis befolkning er mindre
end Danmarks, har man de seneste år oplevet en markant stigning
i udgivelserne af succesrige norske serier, både til det
smalle og det brede publikum, mens mediet herhjemme stadig synes
at befinde sig i en deprimerende stagnation. Forlagene er fortsat
alt for forsigtige og konservative til at opdyrke den danske talentmasse
til at en situation lig Norges virker til at være i sigte,
og en stor del af de meget talentfulde serieskabere vi har synes
fortsat præget af en rådvildhed og en mangel på
fokus i meget af deres arbejde. Resultatet er en ond cirkel, hvor
forlagene ikke tør satse på serieskaberne, fordi
de ikke leverer tilstrækkeligt interessant arbejde, hvilket
de ikke gør, fordi de har travlt med andre gøremål
for at få brød på bordet, og fordi situationen
forekommer udsigtsløs.
Visse
tegn på bedring kan dog spores. Udover det store potentiale,
der fortsat ligger hos mange af de etablerede serieskabere (og
som vi synes fremgik tydeligt af årets store danske tegneserieudstilling,
BLÆK, i Paris, såvel som antologien
af samme navn), er en række nye folk kommet til fadet, og
har i løbet af året markeret sig stærkt - albums
som Asbjørn Skous I
tusmørkets tid og Simon Petersens og Cav
Bøgelunds Necropolis
vidner om en undergrund, der vil mere end blot at pjatte,
lege og være hæmli'e - og lover godt for fremtiden.
Derudover bobler det af initiativrigdom blandt unge serieskabere
og -entusiaster - en initiativrigdom, der bl.a. har givet os udgivelser
som Utopia 2
og antologierne Kaliber,
Sort
som blæk, og gratisbladet Free
Comics. Mens kvaliteten af disse udgivelser mildest
talt er svingende, er de tegn på et forhøjet ambitionsniveau
blandt den yngre generation, et ambitionsniveau, man kun kan håbe
vil vokse og bære frugt i takt med at fokus øges.
En
række interessante initiativer har endvidere sat deres præg
på tegneserieåret i Danmark og er som sådan
med til at karakterisere tingenes tilstand hjerhjemme. Dette gælder
ikke mindst den uventede succes Thierry Capezzones og Jan Rybkas
HC Andersen Jr. og den magiske hat viste sig at være
- Capezzone besluttede sig, efter at have fået sin serie
afvist af Carlsen, til selv
at udgive den, har nu næsten solgt hele oplaget
på 5.000 eksemplarer og er ved at udarbejde opfølgeren.
Seriens succes skyldes nok et langt stykke ad vejen HC Andersen-effekten,
men er alligevel markant og viser, at det selv i Danmark kan betale
sig at satse. Desværre viser lukningen
i efteråret af en anden stor satsning, børnebladet
Kurt Dunder og Kompagni, at markedet stadig er yderst usikkert
og at det nye publikum, børnene - som er så vigtigt
at få i tale, hvis mediet skal blomstre - stadig er en flygtig
målgruppe.
På denne front
er der imidlertid håb, omend det ikke bunder i hjemmegroende
serier - 2003 var endnu et imponerende vækstår for
de danske mangaudgivelser, der så småt er ved at slå
sig fast som en uomgængelig del af populærkulturen
her i landet, ligesom det er tilfældet i resten af Vesten.
Carlsen har ekspanderet
deres mangalinie betydeligt
i løbet af året, og den aldrende Egmont-koncern har
endelig besluttet sig for at følge trop med deres egen
linie af udgivelser. Alt tyder på at mangaen er kommet for
at blive og man kan håbe, at den i længden skaber
en varig interesse for mediet blandt sine nu unge læsere.
Hvad angår oversættelser
og udgivelser af andre udenlandske serier - ikke mindst de mange
fantastiske værker, vi ovenfor kort har været inde
på - er det danske udvalg stadig yderst beskedent, og primært
varetaget af små, idealistiske forlag. Fahrenheit højnede
i løbet af året sin profil med to væsentlige
udgivelser - Alan Moores og Kevin O'Neills Det
hemmelighedsfulde selskab (League of Extraordinary
Gentlemen), der hurtigt og på lovende vis blev udsolgt,
og den internationalt anerkendte norske Jasons seneste længere
serie, Jernvognen, der desværre ikke er blevet mødt
med en lignende succes. Dertil kommer det nystartede forlag G.
Floy Studio, der i løbet af 2003 sendte et imponerende
antal danske udgaver af amerikanske serier, ikke mindst Mike Mignolas
Hellboy, på markedet i flot udstyr og til en pris
hvor de konkurrerer favorabelt med originalerne. Vi har således
to forlag, der tør satse på serier de finder værdige
til udgivelse, og som tilsyneladende gør det med succes
- lad os håbe at Carlsen og Egmont/Serieforlaget tager notater
(halvofficielle rygter vil vide, at Marjane Satrapis ovenfor nævnte
Persepolis er på vej mod en dansk udgivelse fra Carlsen,
hvilket kan være et opmuntrende tegn på at de nye
strømninger også begynder at røre sig der).
På avisstribefonden
er situationen som sædvanlig mere stabil end på resten
af markedet. Blandt årets største begivenheder finder
vi Jørgen Mogensens pension efter over 50 år med
Poeten og Lillemor - en æra i dansk tegneseriehistorie
er ovre. Den yngre generation lader stadig vente på sig,
omend Jakob Martin Strid med sit anden
omgang på Politiken viste at han, selvom
trætheden hurtigt meldte sig, er under stadig udvikling
og særlig er vokset som satiriker. Strid afløstes
i efteråret af Mikael Wulff og Anders Morgenthalers WulffMorgenthaler,
der har delt vandene blandt kritikere såvel som læsere.
Det er imidlertid sørgeligt, hvis denne højst ujævne
stribe alt for længe skal forblive den eneste markante repræsentant
for en ny generation af stribeskabere. Så selvom situationen
ikke er helt så alvorlig, må man konkludere at den
onde cirkel, der virker på albummarkedet, også gør
sig gældende på dagbladenes redaktioner.
Men jo, søreme
om vi i Danmark ikke stadig har to af Vestens bedste avisstriber,
signeret Werdelin og Gjørup, hvilket bringer os til kåringen
af Årets bedste danske tegneserie:
ÅRETS
DANSKE TEGNESERIE
|

|
IVAR GJØRUP: EGOLAND (Politiken/Forlaget Ydun)
Ivar Gjørup fejrer i år Egolands 20-årsjubilæum,
og viser ingen tegn på træthed eller manglende
inspiration. Dagstriben om Gud skabt i menneskets billede,
Divus Madsen, og de andre indlagte på virkelighedens
hospital er fortsat tankevækkende, morsom og en fryd
for øjet.
2003
var bl. a. året hvor Divus og Sandras datter Gaia
pludselig blev voksen og stiftede familie, hvilket fortsat
giver anledning til en mangefacetteret familie- og generationssatire
på baggrund af verdenssituationens galskab.
Samtidig
fortsatte Forlaget Ydun den nyligt genoptagne opsamling
af Egoland i albumform med to nye udgivelser, der
dækker de særdeles begivenhedsrige år
omkring årtusindskiftet og byder på en række
af stribens bedste forløb, såvel som et par
definitive øjeblikke.
2003
var også året hvor Divus' skaberarm faldt af
og, med tydelig inspiration fra Gjørups daglige virkelighed,
nægtede længere at lystre sin ejers impulser.
Det er med fortrøstningsfulde forhåbninger
om snarlig bedring, at vi her kårer Egoland
som Årets danske tegneserie.
-
MW
Læs
Rackhams anmeldelse her
|
ÅRETS
DANSKE UDGIVELSE AF EN UDENLANDSK TEGNESERIE
|

|
JASON: JERNVOGNEN (Fahrenheit)
Med udgivelsen af Jernvognen får danske læsere
omsider mulighed for at stifte nærmere bekendstkab
med den norske tegner Jasons internationalt berømmede
arbejde. Jernvognen er en fortolkning af Stein Rivertons
eponyme krimiklassiker, og er derfor mere plotdrevet og
måske også lettere tilgengælig end tegnerens
værker er flest.
Jasons uudgrundelige serier balancerer altid et sted mellem
det poetiske og det uhyggelige. De udspiller sig gerne i
et genkendeligt miljø, men aktørerne er alle
antropomorfiserede dyr med helt blanke øjne. Det
skaber en urovækkende idiosynkrasi mellem figur og
grund, men jo altså også en ganske potent vekselvirkning;
i nærværende fortælling får de langstrakte
landevejes mørke tableauer funktion af udpenslede
sjælstilstande.
Jernvognen
ruller afsted i sit eget velanslåede tempo. De stramt
komponerede, ofte ordløse billedforløb er
uhyre stemningsmættede og suverænt forvaltet.
En
formfuldendt tegneserie i et flot udstyr, der må betragtes
som forlaget Fahrenheits flotteste udgivelse til dato.
-
HS
Læs
Rackhams anmeldelse her
|
LIDT
OM VORES UDVÆLGELSESKRITERIER
Centralt
for udvælgelsen af værkerne på listen har været
deres kunstneriske kvalitet, men også en vurdering af deres
betydning for mediet som sådan er indgået. For at
være kvalificeret til listen, skulle udgivelserne naturligt
nok være udkommet i 2003. Når det gælder 'Årets
tegneserie' og 'Årets danske tegneserie' skulle der være
tale om serier der i originaludgaven udkom i 2003, mens de andre
kategorier også medtager opsamlinger/genoptryk. I vurderingen
om genoptryk skulle med, valgte vi at fokusere på genoptryk,
der introducerede noget nyt i 2003 og fravalgte genoptryksprojekter
der blev startet tidligere og blot fortsatte i 2003.
|
|
[Februar-marts 2004]
|

|

|
|
|

|