A
Aardvark
Ethvert leksikon, stort som småt, bør indledes med
ordet ’aardvark’. Hvor passende det er, at aardvarken
i dette tilfælde er Cerebus, Dave Sims
lille jordsvin, der igennem 300 hæfter blev underkastet
så mange prøvelser i skiftende mentalhygiejnisk modus.
Cerebus har på mange måder stået fadder
til Bone, de to titler har mange fællestræk;
begge titler tager udgangspunkt i fantasygenren, begge titler
har cartoony hovedfigurer kontrasteret af semi-realistiske
omgivelser, begge er udgivet på ophavsmændenes egne
uafhængige forlag, begge udforsker på overlegen vis
mulighederne i det sort/hvide format. Jeff Smith og Sim var da
også nære venner, indtil Sims sind formørkedes,
ca. halvvejs inde i Cerebus-sagaen; se Cerebus
og Slagsbrødre...
B
Barks, Carl
Den kendte Anders And-tegner
er et af Jeff Smiths tydelige forbilleder. Igen og igen har Smith
selv nævnt Barks som reference, fx har han sagt: ”En
af de ting, jeg har prøvet at opnå, var at skabe
en gigantisk fortælling i tegneserieform, som havde en rigtig
begyndelse, midte og afslutning. Et Onkel Joakim- eller Skipper
Skræk-eventyr på størrelse med Odysseen
eller Ringenes herre. Jeg har aldrig selv set sådan
en fortælling i amerikanske tegneserier, men siden det netop
var sådan en jeg selv gerne ville læse, begyndte jeg
at skrive en”.
Bartleby
Navnet på Bone-fætrenes nuttede rottevæsen-hvalp
er naturligvis en af mange Herman Melville-referencer.
To år efter udgivelsen af Moby-Dick skrev
Melville sin såkaldte mesternovelle Skriveren Bartleby,
som mangen en Melville-kender betragter som værende på
niveau med Moby-Dick og Kristus-allegorien Billy
Budd, fortropsgast. Bartleby er en sær mand uden familie
eller fortid, som dukker op på et kontor i Wall Street,
hvor han får job som skriver. Men han nægter at udføre
sit job; ”Jeg ville foretrække at lade være”,
svarer han. Derefter bedes han forlade kontoret, men svarer igen:
”Jeg ville foretrække at lade være”.
Til sidst sælger ejeren bygningen med Bartleby som en del
af inventaret. Den nye ejer spærrer sender ham i fængsel,
hvor han ikke vil spise; ”Jeg ville foretrække
at lade være”, og Bartleby dør af sult.
Bones Bartleby er en langt enklere figur, hvis primære funktion
er at opbløde den til tider skarptskårne dualisme
i Fone Bones møde med det Gode og det
Onde. Om Bartleby er læseren aldrig i tvivl: han er god,
på trods af at han er et rottevæsen. Hvorimod store
dele af det øvrige persongalleri løbende skildres
i et mere tvetydigt lys; se Løgn og Suspense.
Bedstemor Ben
Bedstemor Ben er næst efter Fone Bone og
Thorn fortællingens mest centrale figur.
Hun introduceres som en skrap og hærdebred bondekone, hvis
foretrukne gøremål er kapløb med køer.
Imidlertid er hun samtidig det omstyrtede kongerige Atheias tidligere
krigsdronning, Rose. Livet som ko-kvinde (som
rottevæsnerne kalder hende) er et slør,
skabt for at beskytte sit barnebarn Thorn. Netop dette slør
er det centrale omdrejningspunkt for forholdet mellem Thorn og
Bedstemor Ben, det indebærer nemlig fortielser og løgn.
Da Thorn forstår at Bedstemor Ben har fortiet deres kongelige
herkomst, føler hun sig forrådt, og herfra indleder
Jeff Smith en lang og spændende skildring af et kriseramt
familieforhold, hvor læseren skiftevis hælder mellem
at tvivle på Thorns dømmekraft og spekulere over
hvad Bedstmor Bens sande dagsorden egentlig går ud på.
Bedstemor Ben-figuren er tydeligt baseret på Elzie Segars
Skipper Skræk-figur, og har da også den overmenneskelige
styrke og den grundlæggende humoristiske dimension til fælles
med sømanden. Læserens tvivl på Bedstemor Bens
sande karakter er en af fortællingens grundlæggende
spændingsmomenter, men det afholder ikke Smith fra også
at lege med figuren, sågar grinagtiggøre den en smule.
Mod sagaens slutning fortæller det lille insekt Ted om Thorns
døde mor Lunaria, om hvordan hun i sin regeringstid opførte
biblioteker, parker og kunst i det offentlige rum. Thorn spørger
Bedstemor Ben om hvad hun opførte, da hun var
dronning, og Bedstemor Ben svarer tørt: ”Bymure”...
Bone-sagaen
Lader sig ikke referere kort, men for klarhedens skyld kan den
betragtes som faldende i ni dele, sådan som samlingerne
er udgivet på amerikansk. Seriens liv i hæfteform
påbegyndtes i 1991 og blev afsluttet i 2004, fordelt over
i alt 55 numre (læsere, der endnu har sagaen til gode, bør
dog overveje at springe nærværende afsnit over, siden
visse handlingselementer vil blive blotlagt). Den første
opsamling, Out of Boneville (1993) skildrer hvorledes
de tre Bone-fætre, Smiley Bone, Phoney Bone og
Fone Bone kommer til Dalen fra deres egen Boneville,
som de har måttet forlade på grund af den penge- og
magtbegærlige Phoneys planer om at opføre et børnehjem
på en losseplads (”That’s two community
services rolled into one!!”) og blive borgmester på
den konto. De tre fætre taber hinanden af syne, da de opsluges
af en mystisk sky af græshopper, men hver især opdager
de den forunderlige dal bag bjergene, ”filled with wonderful
and terrifying creatures” (se Dalen),
og Fone Bone befinder sig pludselig alene i Dalens frodige skov.
Efter at have lært at leve alene under en hel vinter møder
Fone Bone Thorn, som han straks forelsker sig
hovedkuls i. På Thorns Bedstemor Bens gård
genforenes han med med Phoney Bone, hvor de sammen må arbejde
hårdt for at gøre sig fortjent til føden.
Fone Bone møder også den store røde drage
et par gange, blandt andet på vejen til landsbyen Barrelhaven,
hvor Smiley Bone har fået hyre som bartender. Mod slutningen
introduceres Den formummede, rottevæsnernes mystiske,
hætteklædte leder, som igen viser sig at tjene Græshoppernes
herre, som blot er en ugestaltet kraft, en uhyggelig
stemme i en hule. I The Great Cow Race er læseren
vidne til hvordan ikke-angrebspagten mellem Dalens mennesker og
rottevæsnerne falder fra hinanden under det årlige
kovæddeløb, hvor et sammenfald af både komiske
og kaotiske omstændigheder leder til den mest spektakulære
finale af et kovæddeløb nogensinde (se The
Mystery Cow). Thorn begynder at hjemsøges af sære
drømme, og rottevæsnernes overhoved Kingdok indskærper
for sine undersåtter at finde og pågribe Phoney Bone,
ham med ”stjernen på brystet”. I tredje del,
Eyes of the Storm, skærpes konflikten mellem Bedstemor
Ben og Thorn; Thorn begynder at kunne regne ud at Bedstemor Ben
skjuler nogle ting for hende, og hun føler sig ført
bag lyset. Efter nogle af de grafisk mest uhyggelige og stemningsmættede
nattesekvenser i hele fortællingen,
afslører Bedstemor Ben endelig Thorns sande identitet:
”You, Thorn Harvestar, are the crown princess of the
realm and you have many enemies”. Desværre er
hemmeligheden også afsløret for rottevæsnerne
og deres mester, Græshoppernes herre, som nu har fået
sat ansigt på deres fjende. I fjerde del, The Dragonslayer,
træder Thorn for alvor i karakter, da hun i bedste Star
Wars-stil hugger armen af Kingdok. Samtidig introduceres
den nuttede rottevæsenhvalp, Bartleby, som naturligvis fører
en del hurlumhej med sig. Samtidig med at Den formummede erklærer
Dalens folk åben krig, har Phoney Bone iscenesat sig som
koldblodig dragedræber; han har opdaget at Barrelhavens
indbyggere er bange for dragerne, velvidende at dragerne er på
landsbyfolkenes side. Phoneys list går ud på at landsbyfolkene
skal fremskaffe en skat, der skal virke som lokkemad for dragerne,
for at de så skal træde ind i en gigantisk og meget
fjollet lasso, der skal indfange dem. Men Phoneys virkelige
plan er at løbe med skatten selv (fælden er placeret
på Dragon’s Stair, som er området i nærheden
af den ørken, som ligger mellem Boneville og Dalen); han
er sikker på at fælden er så dum, at ingen drage
kunne finde på at hoppe i den – men det gør
den store røde drage – ganske med vilje – naturligvis,
til Phoney Bones store, store frustration. Øjeblikket efter
tvinges Phoney til at slå dragen ihjel – det har han
jo lovet – men både han og dragen reddes på
stregen af Thorn, som dukker op i sidste øjeblik. Da landsbyfolkene
vender sig om, ser de røgsøjler fra Dalen: rottevæsnerne
har sat ild til deres huse. I femte del, det magtfilosofiske mellemstykke,
Rock Jaw, Master of the Eastern Border, er Fone Bone,
Smiley Bone og Bartleby på flugt fra Kingdok, efter at Bartleby
stak af. Sammen med en flok forældreløse dyrebørn
møder de den gigantiske bjergløve Rock Jaw,
et ganske selvoptaget og snakkesagligt væsen, som er meget
tøvende med at melde sig på en side i konflikten.
Den amputerede Kingdok vender tilsyneladende tilbage, men omkring
et gammelt rottevæsen-tempel forklarer dyrebørnene
at Kingdok var et fantombillede, foranlediget af ”the
hum-hum”, den drømmeverden, som Thorn skal bemægtige
sig tilbage fra Græshoppernes herre. Rock Jaw viser sig
at være fjendtligt stemt overfor både rottevæsner
og mennesker, og sætter et angreb ind mod Bone-fætrene
og dyrebørnene. De slipper væk, men taber Bartleby,
som vender tilbage til rottevæsnerne. I Old Man’s
Cave har Thorn drømme, der antyder at Bedstemor Ben
er på Græshoppernes herres side. Hendes drømme
har gradvist udvidet hendes hukommelse fra sin tidlige barndom,
og styrket hendes opfattelse af sin identitet som tronarving.
Samtidig indgår Rock Jaw en alliance med Den formummede,
og indfanger Phoney Bone og Thorn til ham, mod at kunne beholde
sin bjergkæde. Mod slutningen af denne den sjette del afsløres
det, at det er Phoney Bones kæmpestore valgballon fra da
han på katastrofal vis stillede op som borgmesterkandidat,
forestillende ham selv, som har givet Græshoppernes herre
anledning til at forsøge at indfange Phoney; Den formummede
har set ballonen som et tegn – Phoney skal ofres! I et hektisk
klimaks afslører Den formummede sig som Bedstemor Bens
onde tvillingesøster Briar, en uhyggelig ligagtig figur,
som holdes i live af kraften fra Græshoppernes herre. Pludselig
begynder bjerget, som ofringen foregår på, at skælve
og kaos bryder løs: kraften fra Græshoppernes herre
forlader Den formummede og kaster sig i stedet over den bevidstløse
Thorn, som derefter ganske ildevarslende trækker en hætte
ned over hovedet. I syvende del, Ghost Circles, skærpes
trækkene fra fantasygenren, Smith begynder for
alvor at forlade de rene, humoristiske sekvenser og de småfilosofiske
diskussioner figurerne i mellem; i forsøget på at
gestalte sig selv, smadrer Græshoppernes herre det bjerg,
han (eller hun, som vi senere erfarer) er fanget i, og Bone-fætrene,
Thorn og Bedstemor Ben er fanget i en ødelagt og askebelagt
dal, fyldt med illusioner og spøgelsesringe; usynlige områder,
hvor intet levende kan eksistere. Selskabet sætter kurs
mod kongebyen Atheia, Thorn kan takket være en rem af Græshoppernes
herres kraft navigere mellem de truende spøgelsescirkler.
I næstsidste del, Treasure Hunters, ankommer selskabet
til Atheia, en stor og fortravlet markedsby, i hvilken læseren
introduceres for Tarsil, Atheias hærfører, som hader
dragerne, hvilket besværliggør muligheden
for hjælp fra dén kant. Tarsil skjuler også
en skat, som Phoney Bone indlysende straks ser sit snit til at
få fingre i. I sagaens sidste del, Crown of Horns,
angriber Briar og rottevæsnerne Atheia, og et vældigt
slag begynder. Thorn, som efterhånden har en superhelts
kræfter og evner (fordi hun har fået styr på
hum-hummen) indser at hun er den eneste, der kan forhindre ondskabens
forehavende og flygter derfor af sted for at gøre, hvad
der må gøres. Det viser sig at Græshoppernes
herre i virkeligheden er Mim, dragernes gamle og sindssyge dronning,
som vil til live igen for at kunne styre verden. Mim er godt i
gang med sit forehavende, og Thorn er den eneste det kan forhindre
det – men det kræver at hun rører ved ”Hornenes
krone”, et bjergfremspring dybt inde i Tanen Gard, dragernes
hellige gravplads. I en hektisk, koncentreret finale lykkes det
Thorn og Bone at destruere Mim, selvom Kingdok pludselig dukker
op og besværliggør det hele. Men de gode vinder,
og Thorn bliver indsat som kongeligt overhoved i Atheia, men følges
dog med Bedstemor Ben og Bone-fætrene hjem til gården,
hvor Phoney Bone har travlt med at planlægge fætrenes
hjemrejse til Boneville. Han har naturligvis fået fingre
i Tarsils skat, som kongeriget ellers er stærkt afhængig
af. På vej hjem opdager han til sin store fortrydelse imidlertid
at skattens indhold er blevet udskiftet med tørt brød,
og alt er godt, selvom det er meget sørgeligt at Fone Bone
og Thorn må tage afsked med hinanden. Sådan ender
Bone-sagen, men hvad skal man mene om det? Se Slutningen.
C
Carlsen
Dansk forlag
som udgav omkring to tredjedele af Bone-sagaen i
Niels Søndergaards oversættelse. Stoppet af danske
Bone-albums blev forsaget af den pause, der opstod da Jeff
Smith skrev kontrakt med Nickelodeon
om en Bone-tegnefilmudgave i spillefilmslængde.
Skønt projektet aldrig blev til noget, og skønt
Smith som bekendt vendte tilbage og færdiggjorde tegneserien,
blev de danske udgivelser aldrig genoptaget (enten fordi Carlsen
havde mistet publikummet eller modet til at fortsætte).
Under 1990ernes danske albumkrise blev flere gode (og mindre gode)
serier lukket, hvilket efterlod en del torso-tegneserier (hvor
det manglende lem lissom var slutningerne...), men af alle disse
triste skæbner er lukningen af Bone soleklart den
mest beklagelige.
Cartoon Books
Cartoon Books er Jeff Smiths eget forlag, som han bestyrer sammen
med sin kone Vijaya Iyer. Inspireret af sin kollega
Dave Sim, der udgav sin serie Cerebus
på eget forlag og står som de amerikanske tegneserie-self-publishers
godfather, besluttede Smith sig da han startede Bone
som hæfteserie til selv at udgive den. Bortset fra den usikre
periode på det amerikanske seriemarked 1995-96, hvor Image
Comics udgav seriens #21-27, og nu, hvor Scholastic
Books med eneret udgiver Bone i farver, har
Smith selv stået for udgivelsen af Bone, både
i hæfteform og i samleudgaver. Smiths tid med Image blev
i øvrigt betragtet som noget af et svigt af Sim, der anså
den succesfulde Bone som et af de fornemste eksempler
på at self-publishing var den rette måde
at udgive egne tegneserier og leve af det på, og har sandsynligvis
været med til at forårsage bruddet mellem de to; se
også Slagsbrødre.
Cerebus
Alt, og mere
til...
D
Dalen
Hos Tolkien hedder universet Midgård, hos Walt Kelly
Okefenokee – kært barn har mange navne. Men i Bone-sagaen
er eventyrets geografi en lidt mere dunkel affære;
Dalen er en verden, et univers,
som er omkranset af bjerge. Ved siden af disse bjerge er en ørken,
og ved siden af denne ørken ligger den verden, som den
forjættede Boneville er en del af. Et eller andet sted kunne
man også forestille sig at ”vores verden” kunne
befinde sig – hvor skulle Fone Bones eksemplar
af Moby-Dick ellers komme fra?
Deus ex machina
Latinsk begreb, ’gud fra maskinen’. I dramaturgisk
sammenhæng betyder ’deus ex machina’ almindeligvis
at en given fortælling forløses i kraft af en ting
eller en karakter, der pludselig dukker op af intet og får
brikkerne til at falde på plads. Teknikken er ildeset, fordi
den ofte indgyder publikum en fornemmelse af at fortælleren
ikke har styr på sin histories slutning; især skal
fortællinger, der møjsommeligt har bygget op til
klimaks passe på med at benytte sig af ’deus ex machina’.
En fortæller kan forholdsvist let modvirke fornemmelsen
af ’deus ex machina’ ved at foregrounde,
hvilket dog kræver at fortælleren har et klart overblik
over hele historien, inden han eller hun begynder at fortælle.
Havde Jeff Smith planlagt Bone fra ende til anden? Da
Smith gæstede Danmark under Komiks.dk-festivalen
i 2004 forklarede han, at Bone slutter præcist
som han havde planlagt, år tilbage, da han for alvor påbegyndte
arbejdet med serien. Han påpegede tillige at strukturen
i Bone nøje følger den i Moby-Dick,
hvor størstedelen af fortællingen bevæger sig
langsomt og giver sig tid til ’togter’, men hvor der
samtidig konstant bygges op mod det korte og intense klimaks.
Under alle omstændigheder er der tegn på at Bone
ikke har været tænkt fuldstændigt igennem, inden
de første streger blev sat; i ét-bindsudgaven fra
2004 tilføjede Smith eksempelvis en to-siders sekvens,
der foregroundede spøgelsescirklerne, hvilket
indikerer at handlingen Bone-sagaen ikke har
været helt igennem minutiøst planlagt. Se Slutningen.
Drager
Bortset fra den store, røde drage holder dragerne lav profil.
Undtagelsen er slutningen, hvor de spektakulært og rasende
vælter op af jorden for at kaste sig over Mim, den urgamle,
onde og sindssyge drage. Den store røde drage er imidlertid
en ganske interessant figur, som ud over nærmest skabelonagtigt
at udfylde ”hjælper”-pladsen i aktant-modellen
ud (læs mere her),
tilføje fortællingen et konventionelt fantasyelement,
også sætter Bone-sagaens karakteristiske
ukonventionelle humor i spil; Den store røde drage ryger
cigaretter, kører tør wise crack-stil og
bringer sig – til trods for sin almagtsudstråling
– i stor fare, da den lader sig indfange af landsbyfolkene,
tilsyneladende for at teste, om Phoney Bone virkelig
er den dragedræber, han udgiver sig for (scenen
er foruroligende, særligt billedet af dragen efter landsbyfolkene
har surret dens mund sammen for at forhindre flammekast, men samtidig
symptomatisk for Smiths effektive storytelling;
først da den store røde drage virkelig er i fare,
og alting ser modbydeligt sort ud, udgyder den for første
gang (for alvor) en gigantisk søjle af ild mod rottevæsnerne,
samtidig med at Veni Yan Cari-ordenens just ankomne,
mystiske soldater træder i majestætisk karakter).
Men først og fremmest er den mystiske
sammenhæng mellem den store røde drage og Bedstemor
Ben en af fortællingens mest centrale suspense-katalysatorer.
Dumme, dumme rottevæsner
Se Stupid, stupid rat-creatures.
F
Fantasy
Se Farver.
Farver
Et af de store kunstgreb i Bone er udeladelsen af farver.
Bone er mange ting, men først og fremmest fantasy,
og i visuelle fantasy-fortællinger (fx film og
tegneserier) spiller farver som bekendt en vigtig rolle. Farver
bruges i fantasy ofte til yderligere at konkretisere
og tydeliggøre elementer i det pågældende univers,
naturligvis for at troværdiggøre illusionen i størst
mulig grad, og ikke sjældent har paletten markant kulørt.
Jeff Smith demonstrerer med Bone at
”less is more”, at en farveløs palet og en
enkel, sort streg i hænderne på en visuelt fantasifuld
og teknisk dygtig ophavsmand er nok til at skabe et vidunderligt
univers, en verden med tusind farver i sort og hvid, samt en fortælling
så generøs, at det er nær ved umuligt at modstå
komplet indlevelse. Imidlertid er Bone i USA nu ved at
blive genudgivet i en ambitiøst farvelagt udgave; Steve
Hamaker farvelagde en tiårsjubilæumsudgave
af det første Bone-hæfte på en på
én gang kulørt og nænsom måde, og selv
samme Hamaker er nu den officielle farvelægger på
Scholastics farvelagte
genudgivelse af hele sagaen, som ventes fuldført i
2009. Den farvelagte udgave af Out of Boneville har i
skrivende stund solgt over 80.000 eksemplarer. Det skal i øvrigt
nævnes, at de tidlige kapitler af Bone kørte
i en anden farvelagt udgave i børnebladet Disney Adventures
i begyndelsen af 90erne.
Fone Bone
Skønt Fone Bone har to fætre, der deler efternavnet
’Bone’, er det synonymt med Fone Bone. ’Bone’
betyder jo knogle, og Bone-fætrenes ansigter er også
modeleret efter enden på en rigtig tegneserieknogle. ’Fone’
referer givetvis til ’phone’, hvilket ganske anakronistisk
vel må betyde at ’Fone Bone’ betyder ’telefon-knoglen’
(eller bare ’knoglen’), altså telefonrør
(selve navnet sås flittigt brugt af MAD-tegneren
Don Martin i hans velmagtsdage, så det er sandsynligt at
Smith har hentet det derfra). Fone Bone er samtidig
den af de tre fætre, som er mest enkelt tegnet; punktum-punktum-komma-streg,
arrangeret på den helt rigtige måde (således
at mængden og sammensætningen af streger på
mystisk vis fremtryller en både charmerende, humoristisk
og dynamisk figur, som læseren ganske uproblematisk suser
lige ind i). Fone Bone er seriens dybt sympatiske hovedperson,
en af de få figurer i Bone-sagaen hvis karakter man aldrig
betvivler. Hans kærlighed til Thorn og
Herman Melvilles Moby-Dick manifesterer
sig på så kluntede og kiksede måder, at det
er svært ikke at knuselske ham. Selv uden den store, røde
drages komfortable beskyttelse har man som læser svært
ved at tro, at der nogensinde skulle ske Fone Bone noget rigtigt
alvorligt: symptomatisk for seriens udvikling slipper han levende
fra et møde med en vred, cigarhungrende kæmpebi i
begyndelsen, hvorimod Smith mod afslutningen faktisk lader Fone
Bone komme ganske tæt på lyset
for enden af dødens tunnel. Men Bone overlever alt,
helt i genrens ånd.
Formummede, den
Denne dystre og mystiske figur udfylder i Bone-sagaen
rolle som det Ondes primære aktør. Det er Den formummede,
eller The Hooded One som hun hedder på engelsk, der fører
Græshoppernes herres planer ud i livet
og som er hjernen bag rottevæsnernes invasion
af dalen. Den hætteklædte, grim
reaper-agtige
Formummede viser sig at være Bedstemor Bens
afdøde tvillingesøster Briar genoplivet
og animeret af Græshoppernes herres kraft. I sin tid gik
over til den mørke side og forrådte sin søster
af jalousi over sin søsters kærlighedsforhold til
paladsvagtens leder Lucius, hvilket er med til at gøre
hende til en klassisk, tragisk figur, se også Bone-sagaen.
”Foregrounding”
(Eller ”foreshadowing”) Dramaturgisk begreb, som betyder
at fortælleren arrangerer tidlige handlingsforløb
som forberedelse til senere, vigtige handlingsforløb. Fx
har Jeff Smith i etbindsudgaven af Bone inkluderet en
scene i sagaens første tredjedel, hvor Thorn
og Fone Bone snakker om ghost circles/spøgelsesringe,
det fænomen som spiller en stor rolle i fortællingens
sidste tredjedel. Med andre ord var Jeff Smith
tilsyneladende nervøs for at hans ellers solide storytelling
kunne mistænkes for at lide under deus ex machina.
G
Græshoppernes herre
The Lord of the Locusts, som han hedder på engelsk, er Bone-sagaens
Sauron – den formløse, rendyrkede ondskab,
der trækker i trådene og hvis dagsorden er den totale
ødelæggelse af verdens orden. Som det hører
genren til, er denne kraft imidlertid ved historiens begyndelse
indespærret i mørket et sted og kan kun agere pr.
sine stedfortrædere – enorme græshoppesværme
og så selvfølgelig Den formummede.
Det siger sig selv, at Græshoppernes herres hedeste ønske
er endnu engang at vinde sin frihed og på den baggrund plantes
splinter af dens ondskab i både Fone Bone og
Thorn – et plotelement Smith
desværre taber af sigte og unddrager sig lige lovlig let
hen mod slutningen, hvor det afsløres at Græshoppernes
herre hele tiden har beboet den ældgamle, slumrende urdrage
Mim. Se også drager og Bone-sagaen.
H
Hamaker, Steve
Se Farver.
Hooded One, The
Se Den formummede.
I
Image Comics
Amerikansk tegneserieforlag, stiftet af Todd McFarlane, Erik Larsen,
Jim Valentino, Rob Liefeld, Jim Lee og Marc Silvestri. Disse tegnere
forlod i 1992 det store forlag Marvel efter utilfredshed med lønninger
og rettigheder og stiftede derefter Image Comics. Ånden
i selskabet var at hylde, anerkende og respektere tegneseriernes
og tegneseriefigurernes ophavsmænd, og i midten af 90erne
havde forlaget stor succes med titler som fx W.I.L.D. Cats,
Spawn, Youngblood og Savage Dragon. Efter det amerikanske
tegneseriemarked som følge af et kraftigt spekulationsboom
i begyndelsen af årtiet – som Image havde medvirket
betydeligt til – og det store superhelteforlag Marvel Comics’
kuldsejlede forsøg på at opnå egen distribution
og efterfølgende fallit, på det nærmeste imploderede
i 1994, vurderede Jeff Smith at det var for risikabelt
for ham at fortsætte med selv at udgive Bone. For
at undgå den skæbne, der blev mange self-publishers
til del i kølvandet på denne krise, skrev han derfor
kontrakt med Image om den videre udgivelse af serien. Bone
#21-27 (1995-96) udkom således med Imagelogoet på
forsiden, samtidig med at forlaget genudgav de første 20
numre med nye forsider tegnet af Smith. Efter et års tid
besluttede han sig til at holde pause med serien for at hellige
sig produktionen af den aldrig realiserede Bone-tegnefilm for
Nickelodeon. Da han godt et år senere vendte
tilbage til serien havde markedet stabiliseret sig og Smith besluttede
at vende tilbage til selv at udgive Bone, hvorfor resten
af numrene, #28-55, ligesom de oprindelige udgaver af #1-20, kom
på hans eget forlag, Cartoon Books.
Iyer, Vijaya
Jeff Smiths kone og forretningspartner i Cartoon Books.
K
Kelly, Walt (1913-1973)
Ophavsmand til funny animal-tegneserien Pogo,
som begyndte som avisstribe i 1948, og endte to år efter
Kellys død i 1973 (den blev videreført af Kellys
kone, Selby Kelly, og hans assistent Henry Shikuma). Skønt
man kan nævne både Carl Barks, Dave Sim
og Herman Melville som tydelige inspiratorer
for Jeff Smith, er Walt Kelly og hans Pogo
det absolut mest centrale forbillede. Bone har mange
overfladiske ting til fælles med Pogo, fx humoren,
den elegante penselstreg, karakterernes design, den markante håndtekstning
og ligheden mellem de to universer, Okefenokee-sumpen og Dalen.
Men også på et dybere niveau er der sammenfald; hele
ideen om en funny animal-verden med et let eventyrligt
præg som formidler af mere komplicerede filosofiske emner
kommer fra Pogo. I Pogo optrådte eksempelvis
Joseph McCarthy, J. Edgar Hoover og Richard Nixon i slet skjulte
karikaturer, og serien har alle dage været berømt
for sit polemiske favntag med McCarthyismen i 1950ernes USA –
under hvilken Kelly blev beordret til ikke længere at tegne
figuren Simple J. Malarkey, fordi den netop var en slet skjult
karikatur af McCarthy. I stedet lod Kelly sin figur trække
en hvid sæk ned over hovedet, således at man på
en og samme gang imødekom censurkravet og fik understreget
sin politiske holdning til McCarthy og hans Ku Klux Klan-beslægtede
agenda. I Bone gør Jeff Smith ganske vist noget
andet, men hele ideen om fx Rock Jaws betragtninger
om magtens væsen, Phoney Bones betragtninger
om pengenes væsen etc., er netop også en taktik der
transcenderer det konventionelle genreformat og overrasker læseren.
Pogo kørte i øvrigt i dagbladet Information
1977-82.
L
Lord of the Locusts
Se Græshoppernes herre.
Løgn
I første omgang er det helt grundlæggende Jeff
Smiths evner som tegner og tekstforfatter, der skaber
en stærk læseoplevelse, i næste omgang hans
evne til at etablere suspense. Det der
imidlertid for alvor giver spændingen luft under vingerne,
er Smiths evne til at skildre sine figurer i et flertydigt lys.
Især er Bedstemor Ben fascinerende, og
der er netop en løgn, der sætter hendes figur i perspektiv;
hun har tilsløret mordet på Thorns
forældre og fortiet Thorns
tid hos dragerne, og har derefter belært hende om at
drager ikke findes. Da Thorns fortrængninger dukker op i
hendes drømme, kan sandheden ikke længere skjules
for hende og resultatet er at Thorn ikke længere stoler
på Bedstemor Ben. Også Lucius, der tjente til føden
som paladsvagt i det gamle kongerige i Atheia, har deltaget i
forestillingen om den konstruktive løgn, ved at overbevise
landsbyboerne i Barrelhaven om at drager ikke findes i virkeligheden.
Denne løgn afdækkes naturligvis også med tunge
konsekvenser: landsbyboerne mister tilliden til Lucius og lader
sig i stedet forføre af Phoney Bones dragedræber-gimmick,
som endegyldigt er nær ved at koste den store røde
drage livet, og som direkte er årsagen til at rottevæsnerne
har frit lejde til at nedbrænde massevis af huse og gårde.
Bone-sagaen er i høj grad en moralsk fortælling,
men aldrig en moraliserende. Se også Thorn, Drager
og Suspense.
M
Melville, Herman (1819-1891)
Amerikansk forfatter, hvis roman Moby-Dick
ofte betragtes som alle tiders største amerikanske roman
– samtlige hans romaner og noveller blev stort set skrevet
over tolv år. Selv om Melville tilhørte en anset
Boston-familie, forlod han skolen som femtenårig og stak
til søs i ti år. Da han ti år senere vendte
hjem var hans bagage fyldt med eksotiske oplevelser, og han satte
sig for at skrive om dem i fuld fart. Han fik ingen succes med
sine ambitiøse værker, og levede beskedent de sidste
20 år af sit liv som toldinspektør i New York. 28
år efter hans død fandt man manuskriptet til Kristus-allegorien
Billy Budd, fortropsgast i en gammel, sorttjæret
skibskiste, han havde haft siden sin ungdom.
Moby-Dick
Melvilles store amerikanske roman om den hvide hval Moby-Dick,
og den besatte hvalfanger Kaptajn Ahab. Bone-sagaen
rummer utallige referencer til Moby-Dick,
især fordi den er Fone Bones yndlingsroman,
som han betænksomt har medbragt i sin lille rygsæk
under hele sin færd. De mest prægnante referencer
forekommer i Fone Bones drømme,
hvor Melvilles mytologiske tyngde kløgtigt overføres
til bl.a. den store røde drage (se drager).
Raseriet, indædtheden og kompleksiteten i romanen tilfører
Jeff Smiths fortælling et lag, som overfor læseren
antyder at der måske også hér er mere på
spil end hvad de enkle og nuttede sort/hvide tegninger umiddelbart
signalerer. Referencerne til Moby-Dick er mest morsomme
i de situationer, hvor Fone Bone enten prøver at overbevise
sine venner om romanens fortræffeligheder (uden held, naturligvis),
eller i de situationer
hvor romanen rent faktisk redder vore venner fra de dumme,
dumme rottevæsner; i en scene, hvor Bone-fætrene
jages intenst af disse, flår Smiley pludselig
bogen op af Fone Bones rygsæk, og fremsiger med stor energi
den berømte første sætning: ”Call
me Ishmael”. Men først da Fone Bone læser
sætningen og de følgende linjer op, virker romanen:
rottevæsnerne falder i søvn på stedet, og vore
venner kan fortsætte i ro og mag.
Mystery Cow, The
Phoney Bones største fidus resulterer
i Bone-sagaens morsomste og mest originale indslag,
det store kovæddeløb, i hvilket
The Mystery Cow er en grotesk hovedkomponent.
Phoneys idé er at lokke landsbyboerne til at vædde
på ”The Mystery Cow”, for så selv at score
kassen på Bedstemor Ben, som selvfølgelig
vil vinde. Den mystiske ko er Smiley i et virkelig
elendigt udført kokostume,
men efter at Lucius forpurrer
væddemålet ved også at satse på Bedstemor
Ben (med kroen som indsats!), ændres planerne: Den mystiske
ko må og skal vinde, ellers ender Phoney sine dage som opvasker
i The Barrelhaven Tavern. For at sikre at dette sker, kravler
Phoney selv ind i kokostumets bagparti, for ligesom at hjælpe
med at øge farten. Det går først rigtigt galt,
da de galoperende køer støder ind i et kompagni
rottevæsner, som tilfældigvis samtidig
er i hælene
på Fone Bone...
N
Nickelodeon
Kløgtigt og succesfuldt tegnefilmproduktionselskab, som
fik øjnene op for Bone, og skrev kontrakt med
Jeff Smith om en tegnefilmudgave i spillefilmslængde
i slutningen af halvfemserne. Smith valgte at involvere sig i
arbejdet, hvilket selvsagt gik ud over produktionen af hæfterne.
Projektet blev desværre stoppet, først og fremmest
fordi Nickelodeon forlangte for store ændringer i forhold
til Smiths værk og i øvrigt krævede alt for
omfattende rettigheder til materialet, og der er pt. ingen nye
planer om en Bone-tegnefilm. Yderligere betød pausen at
det danske forlag Carlsen meget sørgeligt
skrottede udgivelsen af sagaens sidste tredjedel. Smith berettede
på Komiks.dk 2004, at
Disney-koncernen er meget interesserede i en Bone-filmatisering,
dog under betingelse af at overtage samtlige rettigheder til serien,
hvilket Smith til gengæld ikke er interesseret i.
P
Phoney Bone
Fone Bones grådige fætter er i virkeligheden
bare en småborgerlig, egoistisk materialist. Skønt
han selv ynder at besynge sin kynisme, er det helt tydeligt at
han ikke har lyst til at slutte sig til græshoppernes herre
(se Bone-sagaen), at han ikke har lyst
til at slå den store, røde drage ihjel, men at dette
ikke skal forhindre ham i at prøve at score kassen på
suspekt vis. I første del af Bone-sagaen forbliver det
en gåde, hvorfor rottevæsnerne, Kingdok og
græshoppernes herre søger efter Phoney Bone, men
forklaringen på denne søgen ender som bekendt slet
ikke med at være så dæmonisk funderet, som Smith
ellers antyder. Se suspense og Mystery
Cow, The.
Penge
se Æg.
Pogo
Se Kelly, Walt.
Q
Quiche
Selvom Bonefætrene garanteret smager lækkert helt
rå, ville det dog øge det gastronomiske niveau en
kende, om de tilberedtes som quiche. Dette ræsonnement anføres
af det ene af de to ”stupid, stupid rat-creatures”,
og det er en lyst, der konstant kaster de to hårdtprøvede
væsner ud i skænderier
(af stor underholdningsværdi). I mindst ét tilfælde
er det et quiche-skænderi, der gør det muligt for
Fone Bone at undslippe de to sultne stakler.
R
Rat Creatures
Græshoppernes herres onde fodtusser, som
ledes af den uhyggelige Kingdok. Se ”Stupid,
stupid rat creatures”.
Rock Jaw
Herskeren over dalens bjergfyldte østlige
grænse, den majæstætiske og ganske selvhøjtidelige
bjergløve hedder slet ikke Rock Jaw, men derimod Roque
Ja – og husk at rulle på R’et! Fone
Bone, Smiley og Bartleby møder
Rock Jaw i de østlige bjerge, da de begiver sig ud
for at aflevere sidstnævnte tilbage til sine artsfæller,
rottevæsnerne. Rock Jaw viser sig hurtigt
som en særdeles upålidelig og uigennemskuelig aktør
i Bone-sagaen. Han bryder sig hverken om dalens
beboere eller rottevæsnerne og virker umiddelbart mest interesseret
i at mele sin egen kage. Han position som mellemfigur i det episke
drama gør ham til en særdeles interessant figur,
og giver Jeff Smith anledning til at spinde en allegori over politisk
magt og opportunisme i sin skildring af Rock Jaws skiftevise forhandlinger
og konflikter med Den formummede og Kingdok.
Dette kulminerer hen mod slutningen i en uhyggelig og stærkt
besynderlig scene, hvor
en tilsyneladende sovende Rock Jaw lader Fone Bone, Thorn
og Bartleby passere og således giver dem mulighed for at
redde dagen.
Rose
Se Charles Vess og Spin-offs.
Også Bedstemor Bens virkelige navn.
Rottevæsner
Se ”Stupid, stupid rat creatures”.
S
Scholastic Books
Amerikansk forlag,
som forestår genudgivelsen af Bone i farver. Se
Farver.
Shazam! Monster Society of Evil
Jeff Smiths første tegneserieprojekt efter
afslutningen af Bone bliver en fortolkning af superhelten
Captain Marvels univers. Captain Marvel blev skabt af Bill Parker
og C.C. Beck i 1940, blev udgivet af forlaget Fawcett Comics og
nød stor succes indtil de rivaliserende forlag DC Comics
med succes sagsøgte Fawcett for brud på deres copyright
i og med Captain Marvel overfladisk lignede deres flagskibsfigur
Superman. I dag ejer DC rettighederne til Captain Marvel og det
er således hos dem, Smith udgiver sin nye serie, der ligner
en kærlig hyldest til Fawcett-universets benignt fantasifulde
og morsomme figurer. ’Shazam!’ er i øvrigt
ordene den unge journalist Billy Batson skal sige for at forvandle
sig til den voksne superhelt Captain Marvel, mens the Monster
Society of Evil er en farverig sammenslutning af superskurke anført
af den vanvittige, men geniale kålorm, Mr. Mind.
Sim, Dave
Se Cerebus og Slagsbrødre.
Slagsbrødre
(Se også Aardvark og Cerebus)
I det amerikanske tidsskrift The Comics Journal nr. 218
bragtes et interview med Jeff Smith, i hvilket
han skildrede sit brud med Dave Sim således: ”There’s
not much to tell. A lot of it was based on Dave’s infamous
Cerebus #186 where he published his little ’tract’
about women sucking the life blood out of men, and how they can’t
’think’, they can only ’feel’. He put
Vijaya [Jeff Smiths kone og forretningspartner, se Iyer,
Vijaya] in that issue. That was unacceptable to me.
He was crossing a line that he’d been warned not to cross.
Dave was writing about the time he came out to California to stay
with us during the first A. P. E. show. The night he arrived,
he sat down on the couch opposite us and said, ”Let me tell
you what color the sky is in my world.” Then he proceeded
to lay out this horrible, upside-down, conspiracy-theory view
of the world. Vijaya and I sat there, and at first we talked with
him about it. We were like, ”Wow. You almost have a point,
sort of, but it’s upside-down there at the end.” And
he goes on for hours! Droning on and on... Vijaya and I were rocking
back and forth, going,”Can we please go to the bathroom
now?” I’m making light of it, but it was really offensive
stuff, and there were no arguing with him. Finally, I said: ”Dave,
if you don’t shut up right now, I’m going to take
you outside and I’m going to deck you”. It was that
serious. Well, he shut up. There was dead silence, and he squinted
his eyes. He took a drag off his cigarette, and that was it.”.
Dave Sim tyggede lidt på offentliggørelsen af
begivenheden, som han havde en helt anden oplevelse af. Han mente,
at truslen om at Smith ville gå til korporligheder og give
ham en ”fat lip” var en efterrationalisering, han
aldrig havde hørt direkte fra Smiths mund, og valgte at
opfatte det som en udfordring. I sin åbningsklumme i Cerebus
#264 skrev han derfor: “I will fly to Columbus on any
date that you would care to name and I will give you three three-minute
"rounds" to try to give me a "fat lip". I'm
in the light heavyweight class -- on any given day between five
and ten pounds lighter than a heavyweight. I would assume you
are somewhere in that vicinity as well. I have ten-ounce gloves.
Opinion is divided as to which sort of glove dish out the greater
punishment: sixteen-ounce (just because they're heavier) or ten-ounce
(because there's less "cushion"). If your opinion is
that ten-ounce gloves won't do the job for you ("fat lip-wise"),
let me know which weight you prefer and I'll pick up a pair. Or
if you want to go all the way up to twenty-four ounce gloves I'm
more than amenable. Likewise with headgear. I'm comfortable fighting
without it. If you prefer headgear, just let me know”. Opfordringen
til nævekampen førte til at Sims redaktør
Diana Schutz opsagde sit frivillige arbejde som korrekturlæser
på Cerebus, siden hun ikke ønskede at være
en del af cirkuset. Selve slåskampen blev dog aldrig til
noget.
Slutningen
Slutningen på Bone-sagaen blev naturligvis
diskuteret grundigt blandt fans'ne; holdt Bone hele vejen hjem?
En skuffet fan skrev på internettet: ”It wasn't
the "returning home" bit that bothered me. It was the
completely lame way they defeated the locust bitch or whatever
her name was. Talk about a deus ex machina. The Crown of Horns
didn't relate to the story at all. It was just a really dumb plot
device. She got all blowed up. Even the "lifting the curse"
thing in Pirates of the Carribean wasn't as half-assed
as that.” Taget den øvrige fortællings
mesterlige flow, timing og struktur i betragtning, er
der nogle ting, der skurrer lidt; en tidligere så central
figur som Lucius, forsvinder ud af historien ca. to tredjedele
henne, for så yderst pludseligt at poppe op næsten
300 sider længere henne, i et feberagtigt angreb mod Briar
og rottevæsnerne, blot for at dø, yderligere fem
sider henne. Den epilogagtige afrunding, hvor Bone-fætrene,
Bedstemor Ben og Thorn vender
tilbage Barrelhaven i bedste Ringenes herre-stil, mangler
tilsyneladende også gensyn med bl.a. de opossumunger, som
Smith ellers vedholdende er vendt tilbage til
undervejs. Det går lovligt stærkt til sidst. På
et mere grundlæggende plan har visse dele af Bone-sagaens
fans udtrykt skuffelse over fortællingens modusskift fra
kløgtig, uberegnelig og original humor i en fantasy
setting (a la Pogo) til mere konventionel
fantasy (à la Ringenes Herre). Om ’Crown
of Horns’ er deus ex machina eller ej, er afhængigt
af øjnene der ser; men for denne læser rummer de
sidste 150 siders klimaks om ikke andet, så en dæmpet
følelse af netop deus ex machina og en vis mekanisk træghed,
måske i kølvandet på 1000 siders markant handlingsmættet
forløb, hvor det ene subklimaks har afløst det næste
i en lind, veloplagt strøm (endegyldigt skal man naturligvis
være et skarn, hvis man ikke har optur efter The Bone
Experience).
Smith, Jeff
Blev født i 1960, startede allerede i børnehavealderen
på at tegne Bone-figurer (inkl. Thorn).
Serien påbegyndte først sit raffinement mens Smith
studerede på University of Ohio, hvor han skrev og tegnede
en daglige stribe, Thorn, i de studerendes avis, The
Lantern, som havde Bonefætrene og Thorn i hovedrollerne
og rummede frøene til Bone-sagaen. Efter
som selvstændig med firmaet Character Builders at have arbejdet
i animationsbranchen nogle år påbegyndte han i 1991
på eget forlag udgivelsen af Bone i hæfteformat.
I 1995-97 udkom Bone på det skaberstyrede forlag
Image, men flirten varede kort, og Smith vendte
tilbage til self-publishing. Da sidste nummer af Bone
udkom i 2004 indgik Smith og hans kone og forretningspartner Vijaya
Iyer en aftale med forlaget Scholastic Books,
som i 2005 påbegyndte en farvelagt udgave af de ni bind.
Store kovæddeløb, det
Ultrakomisk begivenhed, der indtræffer i første tredjedel
af Bone-sagaen; Se Mystery Cow, The.
Spin-offs
Indtil videre er Bone-sagaen flankeret to spin-off-serier,
nemlig de to prequels Stupid,
Stupid Rat-Tails (2000) og Rose
(2002). Jeff Smith har tegnet førstnævnte
til Tom Sniegoskis manuskript, og skrevet og layoutet sidstnævnte,
tegnet og farvelagt af Charles Vess. Dertil kommer
også en kort historie, bragt bag i Bone-bladet
en overgang, om den nævenyttige lille grisling; "Riblet",
og rottevæsnernes frustrerende, forgæves forsøg
på at spise den, forfattet af Sniegoski og tegnet af Stan
Sakai, kendt for serien om samuraikaninen Usagi Yojimbo.
Pt. er der ingen forlydender om flere spin-offs, til
gengæld tyder Scholastics farveudgave af
The Great Cow Race på at Smith har tænkt
sig at tilføje flere sider til selve Bone-sagaen.
”Stupid, stupid rat creatures!”
Fone Bone trues i løbet af fortællingen
flere gange af to lidet kløgtige rottevæsner, som
for alvor træder i karakter efter at have forsaget det katastrofalt
afviklede store kovæddeløb. De to
navnløse væsner er nært beslægtede med
Gøg og Gokke, bjørnebanden og andre store tabere
i popkulturens narrative bagkatalog, og det er snarere på
grund af dumdristighed og umættelig appetit, end storslået
ambition, at de to igen og atter igen deserterer fra den absolut
skrækindjagende Kingdok. Især det ene rottevæsens
trang til quiche synes at føre de to fra
den ene konflikt til den anden. Bortset fra de gags, der udspringer
fra de tre Bone-fætres gøren og laden, er de to ”stupid,
stupid rat-creatures!” et af fortællingens centrale
humoristiske elementer. De to udgør et beroligende, fortælleteknisk
trick, som Jeff Smith kan hive op af hatten,
når uhygge-intensiteten har været lovlig høj,
lovlig længe. De umærkelige skift mellem iscenesættelsen
af meget uhyggelige og meget komiske rottevæsner, understreger
Smiths sublime evne til at animere og kontrollere sine figurers
egenskaber; det ser så enkelt ud... Udtrykket ”stupid,
stupid rat-creatures!” stammer naturligvis fra de situationer,
hvor rottevæsnernes jagt på Fone Bone ender med ikke
blot at bringe ham i fare, men også dem selv. På trods
af Fone Bones advarsler, selvfølgelig.
Suspense
Dramaturgisk begreb, som ofte anvendes i forbindelse med filminstruktøren
Alfred Hitchcock. Hitchcock brugte selv termen som modsætning
til surprise. Surprise, siger Hitchcock i sit
berømte interview med Francois Truffaut, er når to
mænd i en film sidder ved et bord, og en bombe i en taske
under bordet pludselig eksploderer. Suspense, derimod,
er når publikum i forvejen ved at der er en bombe
i tasken under bordet, men at de to mænd ikke gør.
Derved opstår en nervepirrende forventning eller ængstelse
hos publikum, spænding, suspense. Hul mekanik eller
virtuos storytelling?
T
Telltale Games
Amerikansk computerspilselskab som står bag point and
click-adventurespillet Bone
the Game, et spil som er baseret på første
del af Bone-sagaen, Out of Boneville.
Det forlyder endnu ikke om Telltale Games har planer om flere
Bone-spil.
Thorn
Thorn er den forældreløse pige, som er ganske uvidende
om at hun i virkeligheden er prinsesse af Atheia, og dermed ganske
uvidende om sin yderst krævende skæbne. Visse dramaturgiske
teoretikere identificerer en fortællings hovedperson ved
at kigge på karakterernes udvikling; den, der gennemgår
den store udvikling er hovedpersonen. I Bone-sagaen
må det så nødvendigvis være Thorn,
der er hovedpersonen, for Fone Bone gennemgår
i fortællingen ingen udvikling overhovedet. Thorn, derimod
kastes gennem den ene karakterudviklende prøvelse efter
den anden, og går fra at være en køn, men ordinær
landsbyskønhed til at blive en forvitret og viljestærk
krigerprinsesse. Under sin forandring ser Thorn den ene livsforestilling
efter den anden reduceret til løgne og illusioner, og Smith
er flere steder decideret tæt på at gøre Bone-sagaen
til en fortælling om et brændt barn – men Smiths
indre fantasynørd tager over i fortællingens
slutning, og på sidste side er alt på godt og ondt
som det plejer. Thorn er også navnet på den
stribe, Smith tegnede til Ohio State Universitys studenteravis,
The Lantern. Formatet var den daglige gagstribe og hovedpersonen
var selvsagt Thorn, mens Bone-fætrene omgav hende. Frøene
til det, der senere skulle blive Bone-sagaen blev sået i
denne stribe, der begyndte at antyde konturerne af den længere
historie, Smith senere gik i gang med at fortælle med Bone.
Tærte
Se quiche.
V
Vess, Charles
Amerikansk illustrator og tegneserietegner, som har tegnet og
farvelagt den Jeff Smith-forfattede Bone-prequel
Rose. Vess’ romantiske akvarelfunderede tegnestil
er langt nærmere konventionel fantasy (fx à la Tolkien-illustratoren
Alan Lee) end den uortodokse cartoony Smiths ditto. Rose
byder dog på væsentlig mere tegneserie-drive
end Vess’ andre tegneserier, såsom hans prisbelønnede
tegneserieudgaver af gamle folkesagn og -eventyr, Books
of Ballad and Sagas (til hvilken Smith i øvrigt
har bidraget med et manuskript), og det skyldes at det er Jeff
Smith, der har layoutet (eller grovskitset) siderne. Se Spin-offs.
Æ
Æg
Æg og andre naturalier er Dalens pengemiddel.
Til den absolut pengeglade Phoney Bones store
fortrydelse, naturligvis.
Smith, Jeff (1901-2004) Bone #1-55. Columbus Ohio:
Cartoon Books.
Bone-sagaen er opsamlet i 9 bind, der både foreligger
i paperback- og hardcoverudgaver. Alle er udgivet af af Smiths
Cartoon
Books:
Out of Boneville
The Great Cow Race
Eyes of the Storm
The Dragonslayer
Rock Jaw, Master of the Eastern Border
Old Man's Cave
Ghost Circles
Treasure Hunters
Crown of Horns
Hele Bone-sagaen er desuden opsamlet i det store omnibusbind,
Bone One Volume Edition (2004) fra Cartoon Books. Og
Scholastic Books er
som nævnt ved at genudgive seriens ni bind i farver.
Dertil kommer spinoff-serierne Stupid, Stupid Rat Tails
(2000) og Rose (2002), der begge foreligger i opsamlingsbind
fra Cartoon Books (førstnævnte indeholder også
den korte historie "Riblet".)
|
|
[juli-november
2005]
|
|
|
| |
|
|
