RACKHAM - Artikelbase

DØDSFIKSERING - DET ER DÉT, DE UNGE VIL HA'!
Sværvægternes McSweeney’s Quarterly Concern nr. 13

Af T. Thorhauge

Dave Eggers er navnet på en af den nye amerikanske skønlitteraturs wonder boys. Han har begået en række lovpriste romaner (bl.a. den på dansk udkomne Et hjertegribende værk af overvældende genialitet, 1999), digte og noveller, men blandt hans meritter tæller også stiftelsen af McSweeney’s Quarterly Concern, et af USAs mest hippe og toneangivende litterære magasiner, som altid udkommer i smagfuldt udstyr, gang på gang i nyt format og hvert nummer (selvfølgelig) med egen layoutstil. Men til McSweeney’s trettende gestaltning har Eggers overladt sin redaktørgerning til Chris Ware, ophavsmanden til graphic novel-fænomenets mest roste, mest prisvindende og mest solgte værk, Jimmy Corrigan, the Smartest Kid on Earth (2002). Således er McSweeney’s 13 helliget tegneserien, først og fremmest i form af lang række små fortællinger signeret af Nordamerikas absolut førende udøvere, men derudover disker McSweeney’s 13 yderligere op med forskellige tegneserierelaterede artikler og essays.

Lad det være sagt med det samme: McSweeney’s 13 er et smukt designet og kløgtigt velredigeret overflødighedshorn, som tilbyder sin læser timevis af stimulerende læsning. Bogen – som udstyrsmæssigt er crème de la crème – er derudover tilrettelagt med henblik på at nå den type kulturelt indrettede mennesker, som ikke normalt læser tegneserier, men som burde gøre det; og så vidt denne læser kan bedømme, er også denne del af missionen lykkes med bravour; McSweeney’s 13 er en perfekt ambassadør for de nye tegneserier. Allerede inden bogen som sådan er åbnet (!), er læseren blevet præsenteret for tre unikke tegneserier; inden i Chris Wares omslags-tegneseriefrise gemmer to såkaldte mini-comics (altså ganske små separate hæfter) sig, hhv. zen-minimalisten John Porcellinos King-Cat og stribelyrikeren Ron Regé Jr.’s She Sometimes Switched to Fluent English and Occasionally Used a Few Words of Hebrew. For kendere vil hverken Porcellinos eller Wares bidrag komme som nogen stor overraskelse, skønt vi naturligvis og ganske forventeligt har med dybt velgjorte (og i sidstnævntes tilfælde, dybt spektakulære) tegneserier at gøre. Ron Regé Jr.’s derimod, rammer som et lyn fra en klar himmel; hans serie er et illustreret udskrift af en autentisk samtale mellem en ung, palæstinensisk pige og Israels tidligere forsvarsminister Benjamin Ben-Eliezer. Pigen blev fanget af israelske styrker, efter hun fortrød sit desperate forsøg som selvmordsbomber. Forløbet er illustreret i den helt egenartede Regé-stil, læsere husker fra hans hovedværk, Skibber Bee-Bye (2000), et udtryk, der efterhånden med en vis rimelighed kan betragtes som en moderne opdatering af tegneserielyrikkens godfather-værk, George Herrimans Krazy Kat (1913-44). Det er netop den uudgrundelige cartoon-lyriske fortolkning af en chokerende alvorlig – og meget tragisk – forhørssituation, der afstedkommer et aldeles originalt og dybt knugende tegneserieværk (den højtagtede læser af denne anmeldelse skal i øvrigt vide at en dansk oversættelse af Regé Jr.’s lille mesterværk er på trapperne; det er forlaget Aben Maler, der står bag – dansk titel bliver Piger mod smerte).

Inden i McSweeney’s 13 står koryfæerne i kø; nye historier af R. Crumb, Dan Clowes, Chris Ware, Gary Panter, Ivan Brunetti, Jim Woodring, Debbie Drechsler, Richard McGuire, Kim Deitch m. fl., og genbrug fra Ben Katchor, Julie Doucet, Joe Sacco, Lynda Barry, Adrian Tomine, Charles Burns, art spiegelman, Seth, Hernandez-brødrene og mange andre. De er der alle sammen, tænker man; men det er de så alligevel ikke. På den ene side mangler fx de mere lette og muntre drenge såsom James Kochalka og Craig Thompson, på den anden side er der også udeladt bidrag fra den stærke, unge avantgarde, folkene fra det hedengangne Fort Thunder-tegneseriekollektiv, kredsen omkring Kramer’s Ergot (ret skal være ret, David Heatley (f. 1974) og Jeffrey Brown (f. 1976) har begge fundet vej til McSweeney’s). Personligt føles fraværet af den krukkede, skriveblokeringsramte superstar David Mazzucchelli som den mest beklagelige udeladelse. Men sagen er naturligvis at det er Chris Ware, der egenrådigt har sammensat bogen, det er redaktøren, der tegner profilen. Det er han sluppet godt, omend også påfaldende dystert fra; mange af indslagene – heriblandt de bedre – kredser om død, selvmord og lignende, men med Jimmy Corrigan in mente er det næppe nogen overraskelse at det er de temaer, der ligger Ware på sinde. Tilsyneladende er de Ware’ske yndlingsmotiver ligesom sivet ned gennem de indbudte gæster. Desværre føles det lidt tungt for læseren, og man griber sig at tænke, at når nu McSweeney’s 13 præsenterer de nye tegneseriers omfattende visuelle vokabularium så overbevisende, hvorfor skal så mange af historierne handle om det samme, hvorfor skal der skrues så meget op for tung tyngde og lidelsesfuld lidelse? Men omvendt er det naturligvis også sådanne greb der skal til for at skabe en homogen og perspektivrig antologi – hvilket naturligvis lidt er en illusion, for der er altid et eller andet indslag i en antologi, som en eller anden læser ikke bryder sig om, sådan er det også i McSweeney’s 13, hvor Ware blandt andet har haft svært ved at kaste art spiegelmans skæve, men skuffende In the Shadow of No Towers på porten. Ærgerligt er det også at andre gådefulde spiegelman-favoritter har fundet vej til McSweeney’s overflødighedshorn. Fx burde det være absolut sidste udkald for Kaz, hvis Underworld-striber aldrig har hævet sig markant over det ordinære, skønt han i årevis har knoklet for det. Skuffende er også Mark Beyers Amy & Jordan (en stribe, som er forholdsvist ubeskrevet i Danmark, men blandt amerikanske tegnere nyder en særlig klassiker-status; hvorfor er en gåde). Sådan er det åbenbart bare med antologier.

Men som sagt kan det konstateres at McSweeney’s 13 er dygtigt redigeret, den har sit eget (dødsfikserings-)feel, og trods visse forudsigelige ujævnheder fremstår den som en helt igennem overlegen og overbevisende introduktion af dagens fremmeste nordamerikanske tegneserier. Alligevel fremkalder McSweeney’s 13 en lille følelse af skuffelse. Skønt meget af genbrugsmaterialet vil være nyt for mange læsere, er det beklageligt at alle bidragydere ikke har været i stand til at producere helt nyt materiale med henblik på den samlende, redaktionelle linje i bogen. Men derudover burde det også være legitimt at råbe ”Old hat!” efter endt læsning; tegneseriens nye guldalder har efterhånden stået på i en årrække, og følelsen af at møde gamle kendinge igen-igen er ofte tæt på at munde ud i et diskret gab, selvom det vil være et meget upassende og uhøfligt af slagsen.

Endegyldigt er det heldigvis kvaliteten af de enkelte bidrag, der bærer McSweeney’s 13 i mål. Blandt højdepunkterne er to små historier af Crumb og Clowes; Crumbs "The Unbearable Tediousness of Being" er en hylemorsom og sylespids hudfletning af alle tiders mest kiksede og taberagtige blind date. Clowes’ "The Darlington Sundays" er et tilsvarende præcist, men langt mere ubehageligt studie i provinsens stilfærdige råddenskab. Veteranen Kim Deitch er gået Joe Sacco i bedene, og har produceret et stykke ”opsøgende tegneseriejournalistik”; "Ready to Die" er et interview med en ung, sort mand på dødsgangen i et fængsel i Pennsylvania. Skildringen inkluderer også Deitchs møde med de pårørende til den unge mands offer, samt selve henrettelsen og slutter med Deitchs besøg hos den unge mands mor og søstre. Det er stærkt stof, og Deitch serverer det uden at ryste på hånden. Opløftende respektløs og hysterisk morsom er Joe Matts selvstudie i vammel maskulin seksualitet; Joe Matt fortæller om hvordan han slår sin egen pikspillerrekord (tyve udløsninger på 6 1/2 time...), om sine hjemmeredigerede pornovideofilm (kun med hans yndlingsscener, hvor alle de mandlige medvirkendes ansigter nænsomt er redigeret væk) – desværre falder Matt efter endt masturbation omkuld, og vågner op i sin klistrede, gamle, overbrugte cum-rag (altså det klæde, han benytter til at tørre sin sæd af med), heldigvis finder han en gammel t-shirt med Robert Crumb-motiv, som snildt kan bruges i stedet...

Interessant er også flere af de essays, Ware har inkluderet i McSweeney’s 13. Den amerikanske stjerneradiovært Ira Glass har skrevet et veloplagt forord, i hvilket han hæfter sig ved at hans egen barn- og ungdoms yndlingsfigurer, hhv. Søren Brun og Spider-Man, begge er blevet amerikanske ikoner, og om hvor underligt det er, taget deres fælles skæbne som melankolske tabere i betragtning. Til at understrege dødsfikseringen i McSweeney’s 13 har Ware (bl.a. ved egen velskrivende kraft) sørget for at få medbragt to essays om hhv. George Herrimans og Charles Schulz’ sidste tegninger, samt en simili-gengivelse af en af Bud Fischers Mutt and Jeff-originaler fra 1922, hvor stribens to titelpersoner enes om at begå selvmord. Stemningen i de to Schulz og Herriman-essays er overdreven (og) sakral, men ikke uden ufrivillig charme. Ware har også skrevet en introduktion til canadisk-amerikanske maler Philip Guston, hvor Ware allerede i artiklens tredje linje pointerer at Gustons far begik selvmord, da Guston var ti år gammel... ah, den dødsfiksering!

Den kendte forfatter og tegneseriefan John Updike har skrevet en elegant lille tekst, der sammenfatter hans liv som tegneserielæser med hans – nu for længst opgivne – virke som vittighedstegner. Blandt de øvrige skribenter finder man Pulitzerprisvinderen Michael Chabon og designer + Pantheon-redaktør Chip Kidd og flere andre, herunder som sagt Chris Ware selv (dennes gennemgang af hvor vanskeligt det er at producere en tegneserie er blandt bogens bedste og sjoveste tekster).

Ivan Brunetti – der som bekendt tilhører Wares Chicago-inderkreds – bidrager med et par en-sides episoder om åndsarbejdere, og det er meget rammende hans Søren Kierkegaard-side, der afslutter McSweeney’s 13. Brunettis S. "Kierkegaard" kunne næsten være lavet af Ware selv; den er en munter-deprimeret latterliggørende og en meget morsom indfølt udlevering af den skabagtigt kiksede krukke Søren Kierkegaards korte liv. Episodens balanceren mellem overlegen, champagnelet cartooning, sorthumoristisk omgang med livet & døden og en paradoksal blanding af følsom, raffineret melankoli og infantilt og selvbevidst latterligt selvhad, er i det store hele et meget sigende udtoningsbillede af en flot, tætpakket, overlegen, lidt anstrengende og lidt forudsigelig antologi.

Ware, Chris (red.). McSweeney’s Quarterly Concern nr. 13. 263 s., farve, $24.00. San Francisco, CA: McSweeney's.