Af Matthias Wivel

På fortællingens første side præsenteres vi for forfatteren og hans bror. Førstnævnte er på besøg hos sine forældre og står om aftenen og børster sine tænder. Pludselig træder en vildt fremmed ind i badeværelset. Det er hans bror. Der går et øjeblik før han genkender ham. Det er første gang han i lang tid ser sin bror så nøgen. Det kæmpe brød mangler sine fortænder, han er halvskaldet, mangel på motion og stærk medicinering har gjort ham nærmest uformelig fed og hans krop er martret af ar - man fornemmer stanken af sved omkring ham. Hans blik er tomt, hans hukommelse nærmest væk og han formulerer sig kun stærkt besværet og i opbrudte sætninger. Forfatteren overlader usikkert badeværelset til sin bror og ønsker ham god nat.

Denne scene rummer selve kernen i David Bs store, selvbiografiske tegneserie, L'Ascension du haut mal ("bestigningen af det høje onde"), der består af seks bind. Serien beskriver hans barndom og hans families historie med udgangspunkt i storebroren, Jean-Christophes epilepsi. For det er denne lidelse, der er tale om. I middelalderen beskrev man i Frankrig epilepsi som "le haut mal". I serien er den det bjerg, som Jean-Christophe, og med ham hele familien, forsøger at bestige. Det er en lang, sej proces og gennem læsningen erkender man med familien, hvilket sisyfosarbejde, det er.

Serien er mange ting. Det er en skildring af broderens deroute og familiens mange forsøg på at redde ham, en slægtsfortælling der skildrer forfatterens families historie, et tidsbillede, der diskret men præcist beskriver et hjørne af 60ernes, 70ernes, og, til sidst, 80ernes Frankrig og sidst, men ikke mindst, en beskrivelse af forfatterens egen udvikling og identitetsdannelse i forhold og opposition til sin bror.

FAMILIEN
Det første anfald kommer da de tre søskende, Jean-Christophe, Pierre-Francois - som David B. oprindeligt hed - og Florence, er ude og lege. Da den ældste bror pludselig banker sit hoved ind i en mur og styrter ned fra den motorcykel, han for et øjeblik siden sad og legede på, er de tre henholdsvis 7, 5 og 4 år gamle. En stor del af serien beskriver forældrenes efterfølgende forsøg på at helbrede deres søn på alle mulige og umulige måder. Det bliver hurtigt tydeligt at lægerne ikke kan hjælpe og de alternativt sindede forældre forsøger sig derfor med en lang række alternative behandlingsmåder og lægger deres livsform helt om - i en længere periode følger de fx. den "makrobiotiske" skole, en asiatisk inspireret alternativ livsform med specielle kostplaner, osv. Deres forskellige sommerophold på makrobiotiske kursteder og de mærkelige personer de møder i den forbindelse beskrives meget ligefremt, men også kritisk af forfatteren, der allerede på et tidligt tidspunkt aner det håbløse i familiens forehavende. Forældrene beskrives imidlertid respektfuldt og kærligt. Deres noget flippede livsstil er naturligt nok en selvfølgelighed for David B., der selv er dybt påvirket af den - om end han også ser dens svage sider. Forældrene fremstilles således aldrig som afsporede og forvirrede hippier, men som velmenende, kærlige mennesker, der lever et liv i kronisk rådvilde.

Man møder et par gange moren senere i forløbet, mens tegneserien om deres liv er ved at tage form. Hun er meget nervøs ved sin søns arbejde og lader mest af alt til at ønske, at han ville lade være med at udstille familiens smerte for offentligheden på den måde, som han vitterligt gør - en usikkerhed der ifølge forfatteren selv til sidst førte til et årelangt og meget smertefuldt brud med forældrene. Det skal imidlertid understreges, at der aldrig sentimentaliseres, men at fortællingen derimod forløber diskret og med en vis distance til sit emne. Denne distance er med til at give den sin styrke - den er, sammen med David Bs meget personlige måde at fortælle i billeder på, garant for at vi aldrig glemmer, at det netop er forfatterens oplevelser af begivenhederne, vi er vidner til. Indlevelsen sker udelukkende via hans figur og den holdes altid to skridt fra livet, så man samtidig kan forholde sig personligt til stoffet.

BROREN
David B. tager udgangspunkt i sin egen udvikling. Skildringen af hans forhold til broren er en uløselig del af dette og er i al sin underspillethed meget intens. De to er, som så mange drenge, utroligt fascineret af krig og store slag, som de tegner panoramaer af i een uendelighed. Men hvor den unge Pierre-Francois (altså David B.) fascineres af den eksotiske Djenghis Khan og de mongolske horder - og på grund af sin store læseglæde lærer en masse om dennes, såvel som andre kulturer - er brorens idol Adolf Hitler. Som 8-9-årig tegner han et hagekors og hænger det op på væggen i sit soveværelse. Ingen af børnene kender på dette tidspunkt noget nærmere til nazismens ideologi, men de ved godt at den ikke er stueren. Brorens fascination skal ses i lyset af hans stigende følelse af magtesløshed - det er førerrollen, der fascinerer ham. Særligt ynkelig bliver denne beundring, da han på et senere tidspunkt igen forsøger at tegne et hagekors og ganske enkelt ikke længere er i stand til det. Jean-Christophes deroute sættes yderligere i relief af hans forskellige forsøg på at modvirke den. Han bliver trodsig over for forældrene og kan ikke forstå, at det lige netop er ham og ikke en af hans søskende, der er ramt. Det behov, han som alle børn har for at udforske verden, udmønter sig bl.a. i at han besøger det lokale supermarked på egen hånd. På sin første tur derned får han et anfald og vender forslået hjem igen, blødende fra tindingen. Da hans pubertet er på sit højeste, bliver forældrene bedt om at tage ham ud af skolen. Efter en del overvejelser anbringes han på en skole for handicappede børn. Da han ankommer dér, sætter han sig resigneret ned og beder familien om at lade ham være i fred. Erkendelsen af umuligheden af hans situation er nu klar for både ham og hans familie.

Pierre-Francois' selvforståelse formes i høj grad af hans forhold til sin storebror. Han vender sig til at tage sig af ham, når han har anfald, men han lærer også at udnytte sin brors svaghed. Han opdager under et skænderi med sin Jean-Christophe, hvorledes han kan fremprovokere et anfald hos ham og skræmmes af denne nyfundne magt over sin bror. Som resten af familien kan Pierre-Francois en gang i mellem ikke undgå at føle sig utroligt tynget af broderens lidelse og tager sig i at ønske, at det hele var overstået. Særligt stærkt beskrevet er en situation, hvor de to brødre arbejder for sig selv et sted i haven. De er ved at sætte ild til en bunke blade, men det vil ikke rigtig brænde. Jean-Christophe beslutter sig for at hælde noget benzin på. Pierre-Francois advarer ham om hvor farligt dette er, men kender brorens stædighed og opgiver hurtigt. Han beslutter sig for at hente deres far, men gør det kun nærmest modstræbende. Han skynder sig langsomt i det slet skjulte håb om at broderen vil futte sig selv af og med ét gøre en ende på alle familiens problemer. Da faderen når at stoppe sin ældste søn, står Pierre-Francois tilbage og spekulerer på om han gjorde ret i at gøre det rigtige.

ERKENDELSE
Pierre-Francois søger tilflugt i sin fantasi for at klare sig. Det er via den, han bevæger sig ud af broderens skygge. Igennem barndommen har han forskellige fantasivenner. Efter sin elskede morfars død, manifesterer dennes sjæl sig i Pierre-Francois' nærhed som et ibislignende væsen, der tydeligvis henter sine attributter fra den ægyptiske gud Thoth. Han bekender sig løbende til denne skikkelse, som følger ham på vigtige tidspunkter i hans liv. Denne udgave er Pierre-Francois' egen fortolkning af den far, som hans mor har så svært ved at give slip på og endda forsøger at komme i kontakt med via spiritistiske seancer. At Pierre-Francois' opfattelse af morfaren er så anderledes og gestalter sig i hans hemmelige ven, markerer hans forsøg på at definere sig selv i afstand til, men også som del af sin familie.

Brændstof til dette henter han i de mange bøger, han læser. Hans tidlige interesse for krig resulterer i, at han hos sin farfar læser om anden verdenskrig og på den måde bliver konfronteret med Holocaust. Det han ser, har ikke noget at gøre med hans romantiske forståelse af krig og han begynder af den grund at interessere sig for det jødiske. Dette kulminerer i, at han tager sit jødiske mellemnavn, 'David', til sig og forkaster det ikke-jødiske 'Pierre-Francois'. Inspireret af de amerikanske indianeres praksis med at skifte navn ved vigtige vendepunkter i deres liv, bliver han nu den modne David, der kan klare sig selv. Han ved at epilepsi ikke er arveligt, men betragter det i sine mørkere øjeblikke alligevel som uundgåeligt, at han og hans søster også på et tidspunkt vil blive ramt. Han skjuler anfald af voldsomme hovedpiner, som han tilskriver denne lurende fare, for resten af familien, delvist i fornægtelse, delvist fordi han mener at ét problematisk familiemedlem er nok - han skal nok klare det alene. Men han mener også, at han i sin nyfundne uafhængighed er stærk nok til at modstå denne arvelige belastning og han spekulerer på hvorledes han ville være i stand til at hente sygdommen ud af sin bror for selv at absorbere den og derved bortmane den.

Efterhånden afløses hans gamle interesse for krige og krigere af en fascination af det overnaturlige, det mystiske og det underbevidste. Den ibisagtige bedstefar erstattes af en treenighed, der består af en dødning, et kattevæsen og en langskægget herre, som han har hentet fra en af sine yndlingsbøger, Jean Rays Derniers contes de Canterbury ("De sidste Canterbury-fortællinger"). Den imaginære mongolsk-japanske rustning, han tidligere forestillede sig som sit værn mod omverden, erstattes af det mørke han føler sig så hjemme i og som han opsøger på sine natlige ture i familiens store, kraftigt tilvoksede have.

VREDE OG RESIGNATION
De sidste to bind i serien beskriver en slags "tid efter". Familien har erkendt de håbløse i deres situation og vælger tage den stadig mere frustrerede og utilregnelige Jean-Christophe en dag ad gangen. Man fornemmer at den resignation, der har indfundet sig forværrer tingene yderligere - Jean Christophe bliver mere og mere passiv og ligger dag ud og dag ind på sin seng og hører hård rock - Led Zeppelin, Deep Purple, Black Sabbath - "en sygs musik", som David oplever det. Passiviteten brydes punktvis af raserianfald, der tager til i styrke, og vi ser i en gruopvækkende sekvens Jean-Christophes sortfurede skikkelse vokse sig til gigantstørrelse, mens han kaster sig over sin lille far. Han stjæler alle knivene i køkkenet og sniger sig ind til David om natten med mord i øjnene, og de to mindre søskendes ønske om hans død bliver nu utilsløret - "Så ville vi være af med ham." Det menneskelige perspektiv er mildest talt forfærdende, og formildes ikke af en egentlig forsoning, men snarere af en afmatning i takt med at Jean-Christophe svækkes yderligere.

Sidste bind tager et spring til tiden efter. David er flyttet hjemmefra og forsøger at føre en normal tilværelse i Paris, langt væk fra barndomshjemmet og uhyrerne i haven. Overalt hvor han går, hjemsøges han imidlertid af broren og dennes lidelse - det forgifter de venskaber og kæresteforhold, han knytter og skræmmer hans tegnelærer, den navnkundige George Pichard, der til sidst må opgive at få David til at sætte sig ud over sine indre dæmoner og få sine serier til at hænge sammen. Jean-Christophe flytter til en beskyttet bolig i byen og hjemsøger i nogen tid Paris gader, hvor David en gang i mellem krydser hans vej uden at sige andet end hej og farvel, men må til sidst flytte tilbage til forældrene, hvor han hensygner yderligere og efterhånden antager den kuglerunde, tandløse, arrede skikkelse, vi så på seriens første side. Central for skildringen af Davids voksenliv er hans kamp for at få børn med sin samleverske - endnu en bestigning af et endeløst bjerg, der i sidste ende må opgives, fordi hans sædceller af lægerne uforklarlige årsager er misdannede (de har enten to haler eller to hoveder) og i øvrigt ikke står distancen - for David et tegn på, at han heller ikke er gået fri af familieforbandelsen og for evigt vil følges af sin brors tvillingehoved.

Afslutningsbindet er, efter det frygtindgydende femte bind, et roligt coda, der gennem såvel familiebilleder som de ovenstående, som en række prægnante tegneserietranskriberede drømme elegant fører historien mod sin endelige afrunding, hvor David når frem til et svar i det forvrængede og evigt foranderlige ansigt, der har fulgt ham gennem hele livet.

ANSIGTET
David Bs beskrivelse af sin barndom, sin gryende erkendelse af verden og sin families historie - vi får også kort fremlagt bedste- og oldeforældrenes historier - er på flere måder et særsyn. For det første er det, med undtagelse af Art Spiegelmans Maus (1980-91), måske det mest komplekse og vidtfavnende selvbiografiske værk indenfor tegneserien. L'Ascension du haut mal deler med dette storværk endvidere sin kølige distance til stoffet - det, at der så åbenlyst bliver gjort opmærksom på fortælleren og at der ikke sentimentaliseres, styrker fortællingens indvirkning på læseren. Som nævnt er det David Bs dybt personlige tegne- og fortællestil, der tilfører den dette element. Historien fortælles primært via neutrale, beskrivende tekstrammer (det han selv, med en kendt fransk litterær term, beskriver som 'écriture blanche', "hvid skrift") mens billederne kommenterer det fortalte. Billederne i sig selv ville, i al deres abstraktion, være nærmest umulige at følge hvis de stod alene - teksten forankrer dem i virkeligheden, mens de tilfører teksten fortællerens underbevidste fingeraftryk.

David Bs billedsprog er mystisk fabulerende på en utrolig dragende måde. Hans tegnestil har sine rødder i Jacques Tardis, men han er langt mindre fysisk i sin tilgang til stoffet end denne. Fysiske begivenheder ledsages af, og veksler med, hypotetiske og allegoriske elementer, der i kombination danner en slags "bevidsthedsmosaik." Et eksempel herpå er hvorledes David B. konsekvent, og imponerende opfindsomt, visualiserer abstrakte ideer i billedform - særligt effektivt er det i denne sammenhæng, når han beskriver broderens epilepsi, først som et dragelignende væsen, der slynger sig gennem hans krop og sidder med ved familiens spisebord, siden som sorte furer, der forvrænger brorens ansigt og krop.

Tegneserien er således en fortællemæssig tour-de-force, der med udgangspunkt i det traditionelle tegneseriesprogs ikoniske ærkeformer, opbygger en billedmæssig mangetydighed, der er uden sidestykke i mediets historie. Med sin virken på adskillige niveauer fra det prosaisk-fysiske til det symbolske og spirituelle, er l'Ascension du haut mal et af de hidtil mest vidtrækkende forsøg på at gengive hele den menneskelige erfaring i tegneserieform. Identifikationen og empatien er helt umiddelbar, mens meningen kun et vist stykke ad vejen er håndgribelig. Den kortlægning af brorens ansigt, der foretages i løbet af serien og særligt i sidste bind, synes at være sindbilledet på seriens rigdom i udtrykket - det er den evige kompleksitet et menneskeligt ansigt rummer, den forsøger at nærme sig.

David B. (1996-2003). L'Ascension du haut mal. S/H. Paris: L'Association.

På engelsk: David B. (2002). Epileptic. S/H. Paris:L'Association/Seattle, WA: Fantagrpahics Books. Denne bog opsamler bd. 1-3 af den franske udgave, men vil ikke blive opfulgt af et bind 2, da L'Association nu i samarbejde med Pantheon Books har besluttet sig for at udgive hele serien i een, samlet udgave på engelsk, der udkommer i 2005.

Første side.

Inspirationen fra Tardi spøger i denne genfortælling af bedstefarens oplevelser i første verdenskrigs skyttegrave.

Jean-Christophes første anfald.

L'Ascension du haut mal er et levende tidsbillede af ikke mindst 70erne. Her vises et buddhistisk-inspireret optog i en af de makrobiotiske ferielejre familien opholder sig i.

Brorens lidelse bliver i stigende grad en stigmatiserende faktor for familien i forhold til omverdenen.

Jean-Christophe drages af fascismens orden.

"Hvorfor mig?"

Jean-Christophe vandrer forslået hjem ad landevejen og findes af sin mor.

"Det ville ikke være min fejl."

Fascinationen af krig leder Davids interesse i retning af Djenghis Khan og giver ham en imaginær mongolsk rustning.

"Natten er min rustning." I takt med at han bliver ældre, skifter David Mongolrustningen ud med mørket ude i den parklignende have, der omgiver familiens hus, hvor han møder sine imaginære venner.

Fra en af seriens mest gruopvækkende sekvenser, hvor Jean-Christophe gribes af en beserkeragtig vrede og angriber sin far.

Brorens ansigt spøger i Davids tanker om sin barnløshed.

David Bs fabulerende, symbolistiske tegnestil næres af hans livslange fascination af det okkulte.

Epilepsiens forbandelse visualiseres som en drage, der følger familien overalt.

Tegneserien som excorsisme - David beskriver hvorledes han hele sit liv har ønsket at tegne sine oplevelser, men i mange år ikke vidste hvordan.

Læs også:

Tema: Tidens serier

tilbage til Anmeldelser

© 2004 Rackham. All rights reserved. The illustrations and text are © 2004 the respective artists and authors. All rights reserved.