| I
1998 udsendte den jugoslavisk-fødte forfatter og tegner Enki Bilal albummet Erindringens
magt, der tydeligvis var lagt an som første bind i et større værk. Under overfladen
var det et rasende udfald mod krigens væsen og en begrædelse af det tabte land
- et barndommens land, der for Bilal i bogstaveligste forstand lå i ruiner. Fem
år senere har vi nu fået fortsættelsen, der bærer den uudgrundelige og foruroligende
titel 32. december. Persongalleri og settings i dette andet af tre
bind er identiske med forgængerens, men fokus synes at have flyttet sig. I
Erindringens magt fik Bilal konsolideret et fiktionsunivers, der var lige
så komplekst som det var barokt. Historien udspiller sig knap tredive år ude i
fremtiden, men finder sin bevæggrund i en kun alt for nutidig skændsel - det dystopiske
samfund som Bilal tegner, trækker meget bevidst linjer bagud til borgerkrigen
i Jugoslavien. Fra første side guides vi igennem historien af en stemme, som vi
snart erfarer tilhører Nike Hatzfeld - en mand med en helt uovertruffen hukommelse.
Nike, får vi fortalt, kom til verden under den seneste Balkan-krig, og mens historien
på realplanet skrider fremad, graver fortælleren i sin erindring bagud til de
første atten dage af sit liv. Disse
udspiller sig på et sønderbombet hospital i Sarajevo, hvor den forældreløse Nike
deler seng med Amir og Leyla, to lige så forladte spædbørn. Som voksen føler Nike
en stadig tilknytning til de to på trods af, at de nu er spredt for alle vinde.
Visuelt er erindringsglimtene fra Sarajevo reduceret til et effektivt næsten-ingenting;
vi ser hvad spædbarnet ser: et gabende hul i hospitalets tag og bag det en himmel
fuld af stjerner. Forbindelsen
mellem himmel og jord konkretiseres i den parallelle historie om den voksne Leyla.
Hun opholder sig dels i Nefoud-ørkenen, hvor man har opfanget et signal; dels
blandt stjernerne, hvorfra det er udsprunget. Signalet rokker naturligt nok ved
den etablerede verdensopfattelse, og kendskabet til det forsøges ihærdigt udraderet
af Obscurantis-ordenen - en "mafialignende kræftsvulst" og monoteistisk
bevægelse skabt af ekstremistiske udbrydere fra de tre verdensreligioner - der
ønsker at slå ned på tanken, videnskaben og kulturen og således sikre "en generel,
verdensomspændende TABULA RASA." Det er i denne ordens klør, at den voksne
Amir ender, og også Nike er pludselig jaget vildt; hans grænseløse hukommelse
stiller sig naturligt nok i vejen for Obscurantis-ordenens mål. I
Erindringens magt formåede Bilal altså at introducere og realisere tre
ledefigurer, samt en rimelig kompleks størrelse som Obscurantis-ordenen i rollen
som antagonist. En konflikt blev opridset og afviklet, og nye ledetråde
lagt ud. Vigtigere endnu var imidlertid den underliggende grundtone i albummet,
der var gennemsyret af en rasende og personlig indignation mod de umenneskelige
begivenheder, der førte til opløsningen af Bilals hjemland Jugoslavien. Helt
den samme indædthed finder man ikke i 32. december, og det er vel naturligt
nok. Rædslerne på Balkan er kommet på afstand, og nye har taget deres plads i
den vestlige bevidsthed. Efter sigende har Bilal ombrudt strukturen, ja, hele
handlingen i 32. december efter den 11. september (som nogen nu søger at
finde forudsagt i Erindringens magt, hvilket selv sagt er noget vrøvl -
også ifølge Bilal). Præcis hvad det er for tanker han har gjort sig i den forbindelse,
afspejler albummet imidlertid ikke helt klart. Datoen den 32. december rækker
jo et nøk ud over, hvad vi er vant til at forholde os til, og det samme gør perspektiverne
i historien. Det handler stadig om død og ødelæggelse, men også om kunst, og i
32. december er grænsen mellem kriger og kunstner blevet særdeles flydende.
Det
åbenbares tidligt i albummet, hvor Nike inviteres til en art
event, hvor de indbudte gæster lystigt slagter løs mellem hverandre. Et
gennemgående motiv i Bilals nye trilogi er dobbeltgængeren, og det viser sig da
også snart, at alle ofrene for begivenheden blot er kopier af rigtige mennesker.
Dobbeltgængeren er et modernistisk grundmotiv, der hos forfattere som Hoffmann
og Dostojevskij jo gerne afkodes som udtryk for en splittelse. Bilal lægger sig
her dog snarere i kølvandet på den videreudvikling af motivet man finder i fx
Ridley Scotts Blade Runner (1981): det kunstigt skabte vil resultere i
en despekt for det naturligt skabte; eller for at sætte det ind i en aktuel debatramme:
genmanipulation, der jo i sin yderste konsekvens vil kunne omfatte kloning af
mennesker, sætter respekten for det naturligt skabte og unikke menneske over styr.
Kunsten
og krigen mødes i dén grad i karakteren Warhole, der er den eneste overlevende
af Obscurantis-ordenens triumvirat. At den primære antagonist, som i første bind
jo var en kompleks og sammensat størrelse med en (vrang)ideologisk bevæggrund,
nu er reduceret til en enkelt person, der synes at være ond blot for the sake
of it, kan synes som en forfladigelse af tematikken; en reduktion til det
godes kamp mod det onde. Warhole er imidlertid mere kompleks end som så. Han er
til lejligheden blevet recastet, og får i 32. december funktion
af den ventil, hvor igennem Bilal kan lufte de overvejelser om kunstnerens rolle
i verdens kaos, som den 11. september afstedkom i ham. Hvis
kunsten skal afspejle virkeligheden, må den følgelig blive mere og mere forskruet
i takt med at virkeligheden bliver det. Nuvel, det er science fiction, og al god
science fiction tager tendenser i tiden og ganger dem snart sagt op med det antal
år, der adskiller den givne fortælling fra affattelsestidspunktet. Warhole, der
også stod bag ovennævnte event, opruller sit næste store projekt for den tilfangetagne
Nike: "Komprimeret død, frigivet i en ræben (...) Den ræben vil brede
sig i form af en kompakt sky, båret af vinden eller af min vilje. Inden den opløses,
vil den frigive en regn af tårer, skabt af forrådnelsen af to millioner soldater
og civile, som er døde på idiotimarken... Det er et universelt værk, rettet mod
krigen og menneskenes blindhed. Men det vil forårsage skader. En slags boomerang-effekt."
Det er oplysningens dialektik, i én og samme bevægelse, formuleret som en langstrakt
ræben! Warholes
karakter har vundet i dybde, fordi den ikke længere er entydig, men er til gengæld
også blevet langt sværere at få hold på. Hans kunstværk, "den komprimerede dødsræben,"
kommer på én gang til at blotlægge og bidrage til verdens kaos. Målet er at bevidstgøre
menneskene om krigens rædsler, men midlet hertil henter han jo netop i krigsførelsen.
Hvad vil Warhole? Og endnu mere interessant: hvad vil Bilal med sin karakteristik
af Warhole? I
Erindringens magt må den nyfødte Nike ligge og rulle i sit eget lort på
det sønderbombede hospital, fordi sygeplejerskerne har for travlt med at tækkes
de franske intellektuelle, som er på besøg. Den sarkastiske tone i det lille billede
er ikke til at overse; det er en kritik af egen stand. Bilal synes at mene, at
de intellektuelles råben op om det absurde i udefra kommende fredsskabende styrker
og 'humanitære' bombninger i forbindelse med krigen på Balkan, snarere end at
bidrage med noget konstruktivt, har stillet sig i vejen. Bilal selv gav iøvrigt
under borgerkrigen udtryk for sin harme over den manglende intervention fra verdenssamfundets
side. På samme måde kunne det på én gang potente og kvalmende billede af Warholes
dødsræben være en kommentar til de kunstnere, der blot lukker varm luft ud, mens
død og ødelæggelse foregår. 32.
december er svært tilgængelig og i sidste ende ikke helt tilfredsstillende
læsning - først og fremmest fordi de ellers vægtige motiver ikke gennemspilles
eller ikke får formuleret deres pointe i tilstrækkelig grad. Albummet lider den
skæbne, der ofte bliver midterfløjen i tredelte kompositioner til del: i sin forhippelse
på at samle trådene fra sidst og lægge nye ud, får det ikke konsolideret sin egen
dagsorden, og det bliver derfor vanskeligt at betragte som et værk i sig selv.
Nike-trilogien
som - endnu uafsluttet - helhed bør imidlertid stadig betragtes som et tilløb
til et foreløbigt hovedværk i Bilals produktion. Til sammen udgør Erindringens
magt og 32. december allerede en stærk og uafrystelig kommentar til
de faldgruber, vi har bevæget os rundt i på dette sønderrevne kontinent - og giver
os måske et fingerpeg om, hvor vi er på vej hen. Bilal,
Enki (2003). 32. December. København: Carlsen, 132 sider,
Kr. 169, 50. På
originalsproget: 32. decembre (2003), Paris: Les Humanoïdes Associés.
13,90 Euro. *)Titlen
tyvstjålet fra Metabaronens grandonkel (?) Ole.
| |
[Oktober 2003] |
| |
| |
|
|
