RACKHAM - Artikelbase

URRADISERNE
Charles M. Schulz' The Complete Peanuts bd. 1 & 2

Af T. Thorhauge

Den allerførste officielle Peanuts-stribe er klassisk: to børn sidder på et trappetrin og betragter Søren Brun, eller rettere, Charlie Brown. Det ene barn siger: ”Well! Here comes ol’ Charlie Brown!”. I næste ramme passerer Charlie Brown forbi, og barnet fortsætter: ”Good ol’ Charlie Brown.... Yes, sir!”. I næstsidste ramme er Charlie Brown igen ude af billedet, barnet siger: ”Good ol’ Charlie Brown ...”. I sidste ramme kigger barnet forbitret frem for sig, og konkluderer: ”How I hate him!”. Striben er fra oktober 1950, og er et mægtigt anslag for tegneseriehistoriens mest omfangsrige og muligvis også mest gribende stribeværk. Præcis som i visse berømte romaners første linjer (”Kald mig Ishmael”, ”Scarlett O’Hara var ikke smuk”, ”I lang tid gik jeg tidligt i seng”, etc.), lykkes det Charles M. Schulz at indvarsle både en tone og et tema, som viser sig at blive dybt signifikant for resten af det næsten 50-årige work-in-progress. Tegneseriehistoriens sødeste taber, Charlie Brown, introduceres som en dreng for hvem der venter store kvaler lige om hjørnet, samtidig med at Schulz ganske forråder stribeformatets og den liflige tegnestils løfte om en sjov og nuttet pointe. Med den allerførste Peanuts-stribe formår Schulz med knivskarp præcision at sende et budskab om, at det er hans agt at skabe en tegneserie, der i tone ikke er behagesyg, og i indhold ikke går af vejen for at skildre mindre behagelige sider af tilværelsen.

Det er forlaget Fantagraphics, der noget overraskende fik lov til at løbe med den første komplette opsamling af de i alt 17.897 Peanuts-striber. Charles M. Schulz havde ellers flere gange erklæret sig forbeholdende overfor en sådan udgivelse, angiveligt på grund af manglende tillid til kvaliteten af striberne fra de første år. Men Fantagraphics’ nr. 1, Gary Groth, fik velsignelsen kort før Schulz udåndede i februar, 2000. Groth kendte i forvejen Schulz fra flere interview-seancer, og det har utvivlsomt tiltalt Schulz, at Groth af indlysende grunde har behandlet Schulz som en stor amerikansk fortæller, frem for en spøjs, altruistisk forretningsmand. The Complete Peanuts er indlysende en sikker sællert (Peanuts-merchandiseprodukter er fortsat så indbringende en forretning, at Schulz som pengemaskine i det hinsides kun overgås af Elvis Presley), og USAs store forlag ville sikkert have givet meget for at få fingre i projektet. Men Schulz ville det anderledes, og det skal han have stor tak for; The Complete Peanuts udkommer med to bind om året, og dermed er Fantagraphics sandsynligvis sikret økonomisk stabilitet de næste ti-tolv år, hvilket naturligvis vil komme en masse nye og ældre kvalitetstegneserier til gode.

De to første bind dækker stribens fire første år, hhv. 1950-52 (serien påbegyndtes i oktober 1950) og 1953-54, og disker op med adskillige striber, der siden publikationen i en lille håndfuld aviser, aldrig er set i nogen opsamling. Dermed er The Complete Peanuts 1-2 naturligvis arkæologiske tegneseriefund, men det indlysende spørgsmål er naturligvis om Schulz havde noget at have sin skepsis i? Holder de første år, eller bærer striberne for meget præg af at være på et afprøvende forsøgsstadie? Kendere af Peanuts har ikke helt fælles fodslaw, når det kommer til vurderingen af perioderne, men den mest almindeligt forekommende opfattelse er at Peanuts topper fra midthalvtredserne til midt/senhalvfjerdserne. På den anden side er det de færreste, der er fuldt ud bekendte med de tidlige år, så måske er der grund til en revurdering?

Peanuts’ berømte kendetegn er under alle omstændigheder klar lige fra begyndelsen, det ovennævnte anslag er ingen tilfældighed. Masser af striber iscenesætter Charlie Brown som en tragisk taber, skønt han indimellem – lidt out of character – sørger for at få sig nogle ”billige grin” på de andre børns bekostning. Den ikoniske tabertrøje med zigzag-mønstret er på plads efter et par måneder, Lucy/Trine er satanisk lige fra starten, men også den enkle og karakteristisk neddæmpede eftertænksomhed er tydeligt tilstede, skønt måske ikke med den senere storhedstids afklarede selvsikkerhed. Af andre tidlige karakteristika er Schulz’ noget konservative mediekritik åbenbar; også læsere af Peanuts’ tidlige år kan erfare, at Beethoven (som jo værdsættes af Schroeder) er jazzen overlegen, at tegneseriehæfter er indskrænkede og voldsforherligende, at fjernsyn er fordummende etc., etc. Der er intet dybsindigt i en sådan konstatering, det er en kendt sag at det var sådan Schulz betragtede modernitetens kulturprodukter – skønt hans kritik paradoksalt nok blev fremsat i tegneseriens formsprog, til gengæld på en bekræftende lovlig tendentiøs og forudsigelig facon...

Den småsludrende lommefilosofi er blandt Peanuts’ absolut mest kendte trademarks. Flere tegneseriekendere har anlagt den tegneseriehistoriske betragtning, at amerikanske tegneserier før Peanuts bestod af voksne, der talte og opførte sig som børn, hvorimod Peanuts iscenesatte den senere så anvendte model, at lade børn tale og tænke som voksne – naturligvis med barnets nysgerrige og uskyldigt naive sindelag. Om påstanden er sand skal denne læser ikke kunne sige, til gengæld kan det konstateres at netop dette aspekt ikke er fuldt udviklet i de tidlige år. Her er massevis af striber der skildrer ’rigtige’ børn i leg og konflikt, hvor replikkerne højest er stiliserede versioner af hvad der kunne være komplet autentiske udsagn. Men når Schulz lader Charlie Brown og Lucy stå på en nattemørk høj og betragte stjernerne, er det som om der sker noget. Det er i disse poetiske situationer, langt væk fra efterkrigstidens hårdtpumpende industrielle dagligdag, langt væk fra de støjende massemedier, at figurerne finder deres karakteristiske og dybt velgørende lommefilosofiske fylde. Det er i disse på en gang dybt eksistentielle og dybt banale situationer, at hele kernen i Peanuts’ verdensomspændende succes ligger; forestillingen om Peanuts som budbringer af mellemmenneskelige ’universelle værdier’. Og det er – som bekendt – stort.

Fantagraphics er ikke ligefrem kendt for frapperende udgivelsesdesign og høje production values, men tidens stigende bevidsthed om publikationsudstyr har fået forlaget til at se det fornuftige i at tilknytte en designer og tilrettelægger til projektet. Det er ingen ringere end den canadiske tegneserieskaber Seth (It’s a Good Life if You Don’t Weaken), der står bag den del af arbejdet med The Complete Peanuts. Designet er flot og velfungerende; det signalerer tydeligt at man ønsker at distancere sig fra de tarvelige masseproduktionsdesigns, man almindeligvis ser Peanuts iklædt i lufthavne, internationale boghandlere og så videre. Seths design repræsenterer et klart og tydeligt forsøg på at vise Charles M. Schulz’s værk fra et modent, seriøst og lidt dystert perspektiv. Seths eget grafiske udtryk – hvor den stille melankoli er i højsædet – passer meget fint til Schulz’, skønt det umiddelbart er funderet i en anden æstetik. Desværre er Seth ikke en rutineret designer, og visse ideer på både omslag og på titelblade røber denne svaghed. Skønt forbilledet for konstellationen Schulz/Seth må have været Chris Wares grafiske tilrettelægning af George Herrimans Krazy Kat, er løsningen ikke helt på niveau med denne. Men vi er i småtingsafdelingen, for der er virkelig tale om et meget gennemført og prægtigt projekt. Alene det morsomme, men også uhyre nyttige stikordsregister sidst i hvert bind, er et fabelagtigt kapitel for sig; ikke blot kan læseren hurtigt finde en given stribe, man får også et solidt overblik over fx mængden af fornærmelser, som stakkels, stakkels Charlie Brown må finde sig i, eller fx hvor og hvornår Snoopys/Nusers første tankebobbel optræder. Der er med andre ord tale om et meget gennemarbejdet og gennemtænkt projekt, hvor også formodede ”tabte” striber er blevet fundet og retoucheret i en så følsom grad, at læseren nok kan finde forskelle på stregernes klarhed, men kun hvis han eller hun anstrenger sig efter at få øje på dem.

Første bind er derudover forsynet med et interessant interview med Schulz, i hvilket han blandt andet angriber Doonesburys Garry Trudeaus ”manglende professionalisme” på en hård og ganske uforsonlig måde. I interviewet forklarer Schulz også sin foragt for titlen ”Peanuts”, en titel der blev opfundet af en redaktør, der ikke engang havde læst striben: ”But you see what bothers me. In the first place, the word has no dignity. I don’t even like the word. It’s not even a nice word. They didn’t realize I was going to draw a strip that I think has dignity. I think it has class. [...] And to label something that was going to be life’s work with a name like ”Peanuts” was really insulting”.

Når The Complete Peanuts når til den sidste stribe, vil det blive i bind 25, altså femogtyve bind hver i omegnen af 300 sider. Langt de fleste Peanuts-elskere verden over nøjes – eller har måttet nøjes – med at læse striberne i deres avis på daglig basis, og det er naturligvis præcis den aflæsningsform, som er den tiltænkte og vel i grunden også den mest optimale. Det er noget af en mundfuld at læse flere årgange af avisstriber ud i en lang, sammenhængende køre. Men ikke desto mindre oplever tegneseriekulturen i øjeblikket en sand retrobølge af nye, smagfulde (ofte luksuriøse) genoptryk af store tegneserieværker fra i går; DC Comics er så småt nået til sidste fase af deres komplette optryk af Will Eisners The Spirit, Fantagraphics er ved at være halvvejs med sit optryk af søndagssiderne fra George Herrimans Krazy Kat og har netop påbegyndt den komplette Jern-Henrik – Dennis the Menace – af Hank Ketcham, og hævder at Walt Kellys Pogo også er på vej i et nyt forsøg på en komplet udgave. For et par år udgav Taschens datterforlag Evergreen alle Winsor McCays Little Nemo-plancher i et bind, og Drawn & Quarterly har påbegyndt et komplet optryk af den maratonlange Gasoline Alley af Frank King. På vores egne breddegrader er Bogfabrikken ved at genudgive Jørgen Mogensens komplette Poeten og Lillemor, og længere nede ad gaden er Egmont som bekendt i gang med at molestrere, jeg mener genoptrykke Carl Barks’ Disney-oeuvre. Men skulle man investere i blot et af disse opsamlingsværker af klassiske tegneserieværker, er det svært ikke at betragte The Complete Peanuts som førstevalget, naturligvis fordi striben ret beset er den allerstørste bedrift indenfor sin genre, og måske endda indenfor sit medie.

Til udgivernes store fortrydelse er der imidlertid een eneste stribe, der mangler. Det er striben fra den 3. maj 1953. Hverken The Schulz Estate, Fantagraphics, eller Chris Ware, Ivan Brunetti, Seth eller nogle af de andre tilknyttede Peanuts-powernørder har været i stand til at tilvejebringe en reproduktion af netop den dags stribe. I udgiverens afsluttende anmærkninger omtales striben som Peanuts’ ”hellige gral”, og håber dermed at tale til tegneseriepublikummets indre korstogsriddere, i forhåbning om en snarlig opdagelse af den. Dermed ville fremtidige optryk af The Complete Peanuts i sandhed leve op til sit prædikat om netop komplethed. Men vi snakker som sagt om én ud af 17.897 striber...